Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
over selve Hulen, hvis Aabning næsten skjultes af en
Ophobning af søndersprængte Sten.
Paa en lille Høj ved Stranden, lige over for dette Skær
— saa nøgent, saa fattigt, at kun en eneste vild Tidsel, selv
en fattig Stakkel, har taget sit Hjem der af Medlidenhed
med det stakkels, af hele Naturen forladte Skær — stod ofte,
paa den Tid vor Fortælling foregaar, den ensomme fremmede
og stirrede paa Havet, som uophørligt skyllede over Skærets
Fod, omhyggeligt bortskyllende ethvert Sandskorn, som vilde
slaa sig til Ro der.
— Hvad siger Du om en Bolig her, Nikoline? spurgte
Letsler en Dag sin Hustru og pegede paa den dybe Kløft i
Skæret.
En let Gysen rystede den unge Kvindes Legeme.
— Er Du tilfreds her? sagde hun undvigende. Er her
ikke stille og mennesketomt ? Er Gravene ikke ensomme nok ?
— Du er dog kun en svag Kvinde, Nikoline, svagere end
jeg troede, end jeg af Dit tidligere Mod havde Ret til at
vente, sagde Maaden og vendte sig bort fra sin
Ledsagerinde, som sad paa Højen ved Siden af ham.
Nikoline greb hans Haand, medens en Taare listede sig
ned over hendes Kind. Lestler vendte ikke Hovedet, men
han besvarede hendes varme Haandtryk.
— Du skal ikke være bange for at se paa mig,
Bernhard. Jeg er ikke svag; jeg tænkte kun paa Georg, ikke
paa mig selv.
— Igen Drengen, svarede Lestler bittert, Du holder
mere af ham end af mig, og dog trænger jeg mere til Din
Kærlighed end han, som endnu ikke ved, hvad det vil sige
at lide.
— Og han ved heller ikke, hvad Barndomsglæde vil sige,
indvendte Nikoline mildt. Du, som ellers er saa god, Bernhard,
hvor kan Du nænne at være uretfærdig mod Dit eget Barn.
— Det er jeg heller ikke, Nikoline. Men Du forstaar
lige saa lidt, kan lige saa lidt bedømme mine Følelser, som
jeg kan have nogen Mening om, hvornaar den sidste Draabe
af den Bølge, som nu knuses mod Klippen der, vil synke
tilbage i Oceanet.
— Det har Du sagt saa tidt. Vil da aldrig den Tid
komme, da jeg bedre vil lære at forstaa de Tanker og
Følelser, paa hvilke jeg nu har grundet i tolv lange Aar?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
