Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Profession ... naa, stille nu 1 Du skal blot være til Stede
som Vidne.
Med forsigtige Skridt nærmede de sig det Sted paa
Skæret, hvorfrade -nylig -havde set Lyset skinne og stod
snart ved Kløften, hvor Karolus, Stange-Jan og Georg med
den største Ihærdighed var beskæftigede med — ikke at skjule
Ankrene.
— God Aften, min kære Skipper Karolus, lød
Toldassistentens Stemme. Velkommen hjem fra Helsingør I Jeg
tror, I har slaaet Jer paa Skattegraven i dette Herrens Vejr
og i dette Brandmørke oven i Købet — men jeg kan tænke
at Lygten er blæst ud for Jer ... Vent lidt, saa skal jeg
lyse op for Jer, Godtfolk.
Og i det samme spredte Blindlygten sit blændende Skin
over de farlige Ankere og de paa færsk Gærning grebne
Smuglere, der bogstaveligt syntes forstummede af
Forfærdelse.
— Ahal hvad er det? — Jeg kunde nok tænke, I havde
været ude paa Æventyr, eftersom I ikke drejede bi, da jeg
prajede Jer. Skuden var vel for tungt lastet, kan jeg forstaa,
saa at I trængte til at losse lidt af paa Vejen, hvilket senere
kunde hentes efter Kompetance, som Birkedommeren siger.
Naa, jeg; haaber, at I uden Modstand — her lod Assistenten
sine Fingre lege med en sølvbeslaaet Pistol — tillader, at
jeg i hans Majestæt Kongens og Lovens Navn faar Lov at
lægge Haand paa disse fire Smaafyre (han pegede paa
Ankrene) og saa maaske I for gammelt Bekendtskabs Skyld
hjælper Østerberg at bære dem ned i Toldkutteren.
Nu for Karolus op som om Braaden rigtigt havde truffet,
og den Bleghed, der lagde sig over hans Ansigt, den
Forfærdelse og Vrede, som det paa en Gang udtrykte, vilde
have gjort en fyrretyveaarig Elev i et Jesuiterkollegium
Ære.
— Hr. Assistent, sagde han i en Tone, der for dennes
Øre lød som det -undertrykte Raseris tvungne Ydmyghed, jeg
maa bede om Lov til at tale et Ord med Dem aparte.
— Grumme gærne, min Ven, da jeg nu ser, at Tigeren
stikker Halen mellem Benene, og I selv har haft Lejlighed
til at overbevise Jer om at Toldkutteren — hvad ingen vel
har troet om den — helskindet har kunnet finde hen til
Jeres Hule. Tal, tal!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
