Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
svandt til de mørke Huler, for at skjule sig for alles Blikke,
kunde han dog hurtigt beherske de stærke Udbrud, og
roligere vende tilbage til den elskede.
Engleren, mild og fordringsløs, kun for svag for denne
Verden, var Nikoline svævet bort fra denne Jord, hvis Smærter
vel havde lagt et tungt Baand paa hendes Liv, men dog kun
let berørt hendes ydre Skønhed og hendes barnefromme
Sjæl.
Naar og hvorledes hun gik bort, behøver vi ikke at
fortælle. Stille løftede Engelen sine Vinger og udbredte dem
beskyttende over de to elskede, som lodes tilbage i haabløs Sorg
paa det øde Skær i Havet.
Uger og Maaneder laa nu imellem den første kølige
Efteraarsdag, og den smilende Sommermorgen, paa hvilken
Nikolines Aand svang sig op til Hjemmet.
Kristiblods-draabens Blade var for længe siden gulnede, og faldet ned
paa Vedbendens halvvisnede Grene. Men Fader og Søn havde
ikke talt Dagene, de havde heller ikke bemærket, hvorledes
Efteraaret kom og bredte Kulde over Hav og Land, de sad
tavse, og saa snart paa hverandre, snart op imod den blaa
Himmel hvor hun boede.
Sjældent kom der et Ord over deres Læber, men i hver
Bevægelse var der en veltalende Meddelelse. Naar deres
•Øjne mødtes paa Tilbagevejen fra hendes Hjem, nikkede de
til hverandre, og denne Samtale var tilstrækkelig, var alt
hvad de behøvede.
En lang og stræng Vinter lagde dette Aar høje Snedriver
omkring Johannesskæret; det lille Hus i Klippens Rævne, var
næppe synligt.
Men indenfor, ved den faldende Askedynge, sad tvende
Skikkelser, som kun lidt brød sig om Kulden og Snedriverne.
For at forsøge paa at dræbe de uendeligt lange Timer,
og at opfylde et Løfte, han havde givet sin elskede
Ægtefælle, greb Letsler Pennen, men hver Linje, han nedskrev,
blottede paa en forfærdelig Maade alle de Saar, som blødte
i hans Sjæl. Selv om denne Virksomhed tildels lettede Savnet
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
