Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5-
levet mange mindeværdige Omskiftelser i denne Slægt og saa
nu i Kommandørkaptejnen sin fjerde Husbond.
Fra Arilds Tid gik det Sagn, paa hvilket dog ikke mange
troede, at Helgenæs1 Ejere aldrig skulde nyde nogen varig
Lykke eller sidde i Ro paa sine Fædres. Gods, saa længe de
røvede Kirkesten ikke blev tilbageleverede. Men hvor de
skulde tilbageleveres, eller hvor den Kirke stod, som de en
Gang havde tilhørt, det vidste ingen.
Mange havde let ad denne enfoldige Tradition og dens
Indflydelse paa Familjens Skæbne, men endnu flere havde
sagt, at det dog var mærkeligt, at Helgenæs’ Ejere altid
hjemsøgtes af uafbrudt Modgang.
Sjældent gik Ejndommen over fra Fader til Søn, men
gik over til en af Sidegrenene, fordi der enten ikke fandtes
mandlige Arvinger eller de tidligt var blevet bortrevne af
Døden.
Den nuværende Ejer, Kommandørkaptejn Arnold von U.,
havde arvet Ejndommen efter en ugift Fætter, der var død
udenlands. Og da det ikke kunde formodes, at
Kommandørkaptejnen, efter i saa mange Aar at have været Enkemand,
atter vilde gifte sig, var det afgjort, at Godset nu vilde gaa
ud af den U.ske Slægt paa Mandssiden, fordi — efter den
stakkels Frits’ Død — Kammandørkaptejnens Datter, Frøken
Elvira, vilde medbringe Helgenæs som Brudegave til sin
tilkommende Mand.
En Gang havde en omvandrende Skjald og Spaamancl
besøgt Herregaarden og til Afsked sunget en Sang for Husets
Frue, i hvilken Sang han havde beskrevet Familjens fordums
sørgelige Modgang, som uatbrudt skulde vedvare, indtil de
hellige Sten fandt Ro paa et Sted, hvor ingen Vanhelligelse
af menneskelige Fødder kunde naa dem. De maatte sænkes
i Havets Dyb. Naar Helgenæs’ Ejer havde opfyldt denne
Pligt, vilde Skæbnen mildnes.
Men et Aarhundrede var gledet over Tidens Strøm, siden
Skjalden sang, og endnu laa Stenene paa deres Plads. Lige
saa troligt havde huslige Sorger hvilet over Familjen.
I Fløjen lige over for den, hvor den gamle Ignelius
endnu lod sig se i Nathue, aabnedes kort efter et andet Vindu
og i samme Øjeblik kyssede Solstraalernes Glød et prægtigt
Kvindehoveds fløjlssorte Lokker. Snart viste sig ogsaa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
