Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26-
— Du er saa tankefuld, mit kære Barn, sagde
Kommandørkaptejnen, efterat han havde indtaget sin Plads ved
Bordet.
— Kære Fader, jeg tænkte kun paa en Bagatel. Jeg
kommer fra Tante, hun var ikke i godt Humør i Dag.
— Stakkels gamle, svarede Kommandørkaptejnen med
megen Godhed. Jeg er dog overbevist om, at Du, saa vidt
det er Dig muligt, opfylder alle hendes Ønsker.
— Det gør jeg, Fader. Jeg holder jo saa inderlig meget
af hende, og til Trods for hendes lidt fornemme Stivhed er
jeg sikker paa, at hun ogsaa holder af mig . . . Men jeg har
jo glemt Baron Hennings Kopx undskyd mig.
— Aa, jeg be’er, svarede Henning, henrykt over denne
Adspredthed, som han kun kunde forklare sig paa én Maade.
Jeg er mer end lykkelig, naar kun ikke Frøkenen glemmer
mig selv.
Elvira saa op. Hendes Blik faldt med ligegyldig
Velvilje paa Baronens nette Ydre.
— Det er jeg sikker paa, Baron Henning ikke giver mig
Tid til, svarede hun leende.
Fra den Side Baronen nu en Gang uigenkaldeligt havde
besluttet sig til at se Sagen, kunde ethvert af Elviras Svar
være gunstigt, og ved det sidste svimlede det saaledes for
ham, at han næppe kunde mærke Gulvet under sine Fødder;
nej, en saa tydelig Opmærksomhed havde hun aldrig vist
ham. Og den, >om havde set Elvira i dette Øjeblik, vilde
have sandet, at hendes straalende Øjne havde et usædvanligt
skælmsk Udtryk.
— Giv mig en Kop Te til, min Pige, bad
Kommandørkaptejnen, som længtes efter at komme tilbage til sin
»Pa-tience«.
Den gamle Sømand, som nu i fire Aar havde været
fortøjet paa Landjorden, følte levende Savnet af en Beskæftigelse,
som kunde optage hans Tanker, og da han ikke havde nogen
bedre, morede han sig med at lægge »Patience«.
Ensformigheden ved dette Liv, saa uligt det, han
tidligere havde ført, i Forening med Sorgen over hans Søns
Bortgang tilligemed andre hemmelige Bekymringer, tærede
paa hans Legeme og indvirkede paa Humøret.
Han havde altid holdt mest af Datteren, han forgudede
næsten sin Elvira og kunde ikke godt nægte hende noget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
