Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47-
Eneboeren plejede at sidde. Men hans Plads var endnu
tom.
Vesterø Nisse havde dog været oppe før Solen for at sy
paa sine Sko og lappe sine Trøjer. Thi nu som før arbejdede
Nisse, og arbejdede dobbelt, fordi Moder nu var gammel og
udygtig til at arbejde, og begge hans Søskende fordrede
endnu mere Hjælp end ellers.
I Dejgtruget stod Nisses Have og blomstrede, ligesom da
han var paa Strand. En Mængde ny Planter var kommet til.
Og alt medens han syede, bøjede han sig ned og kastede et
kærlighedsfuldt Blik paa sine Blomster, hans Trøst og Glæde
i de lange Timer, han gennemvaagede, naar de andre sov.
Men medens han nu var i Færd med at vokse Traaden,
rørte det sig i det andet Værelse. Som et Lyn kastedes
Sko og Syl til Side, og med et hjærteligt Smil paa Læberne
skyndte han sig ind i Naboværelset.
Letsler sad halvt paaklædt paa Sengen. Han nikkede
til Nisse og Nisse nikkede igen og lagde nogle Kul i
Kakkelovnen.
Ak, hvor forandret var Letsler ikke blevet i disse fire
Aar, hvor meget mere forandret end mod hvad han var, da
han for tolv Aar siden ankom til »Gravene«.
Det iskolde Ansigt, det stive, mørke og umilde Væsen,
som karakteriserede ham ved hans Ankomst til denne Klippe,
fandtes ikke mere. Ligesaa lidt mærkedes Sporene af den
dybe Miltsyge, den store Slappelse paa Legeme og Sjæl,
som senere havde lagt sine Baand paa ham. I dette Stadium
af sit Liv synes Letsler at være kommet til Enden med den
store Regning, han havde haft at afgøre med Gud og sig
selv. Tolv Aars Kamp paa det øde Skær havde endelig
skaffet ham en Ro, som ogsaa syntes at have trykt sit
Stempel paa hans Træk.
Hans Haar var blevet sølvgraat, hans Kinder gule og
indtørrede af Vaagen og indre Lidelser. De Klæder, han
en Gang udfyldte, hang nu ligesom flagrende Tøjstykker
omkring ham. Han var blevet mindre, de fire sidste Aar
havde gjort ham til Olding. Men Oldingens Blik ilede ikke
mere uroligt om uden Maal, det røbede en Sjæl, som havde
fundet Gud og nu holdt fast ved ham.
Døren til Nikolines Værelse stod nu næsten altid aaben,
for at han straks om Morgenen, naar han vaagnede, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
