Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202-
forliste, gik Georg nu i Seng, paakaldende sin Moders Aand.
Men hans sidste klare Tanke, inden han sov ind, var
Skib-brudet og det forfærdelige Øjeblik, da han stod paa »Elvira
Kornelia«s knagende Dæk med den gamle Stormboms Støvle
i Haanden...
Da han den næste Morgen atter stod ved Vinduet og i
den gryende Dag kiggede ned paa den forfaldne Bro, sank
lidt efter lidt den Taage, som havde skjult det forbigangne.
Med begærlig Opmærksomhed betragtede Georg hver Plet,
der laa indenfor hans Øjnes Rækkevidde.
Der er ofte Øjeblikke i Livet, hvor Sjælen lever udenfor
det nærværende, i hvilke vi overraskes af Anelser og Ideer,
om hvilke vi ikke ved, hvorfra de kommer eller paa hvad
Maade de bliver os saa fortrolige, og som atter borttjærner
sig, uden at vi er i Stand til at gøre os rede for deres
Udspring og Forbindelse med os. Da kommer Drømmen, dette
andet forunderlige Liv, som driver sit Spil og ikke lader sig
genere af den ydre Verden, og vi genfinder da vore Anelser
og Ideer klarere og sandere. De fører os med sig tilbage
til bortflygtede Dages henblegnede Liv, og med Sjælens Øje,
som ofte i Drømme faar fri Udsigt, ser vi en Mængde
Skikkelser, som vi nu tydeligt kender igen.
For Georg havde Drømmen denne Nat oplukket sit
hemmelighedsfulde Rige.
— En Dør, sagde han til sig selv, maa der findes her
nede i Muren, en Dør, som gaar ud til denne Bro, og nu
begyndte han i vaagen Tijstand at forvilde sig i en Labyrint
af Tanker og Slutninger.
Han kastede sin Kappe omkring sig og skyndte sig ned
i Gaarden. Det var hans Hensigt at tage en Baad og ro
omkring, men da han traf Kommandørkaptejnen, blev det
ikke til noget, fordi han ikke vilde have, at nogen skulde
vide det...
Ved Frokosten gensaa han Elvira, som, straalende af
Lykke over at vide mere om Georgs Hjærte end han selv,
nu i Dagens fulde Belysning syntes ham saa fortryllende, at
han ikke kunde forstaa, hvorledes det var muligt, at hendes
Billede nogensinde havde været blegnet i hans Minde, men
hvad var hun vel ogsaa for to Aar siden imod nu.
Da Kommandørkaptejnen og den gamle Ignelius havde
bortfjærnet sig, bad Georg ivrigt om Fortsættelsen af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
