Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
nerne i hendes Hus — en Plage, som jeg ikke vilde have
underkastet mig (jeg kunde ikke taale denne Kvinde), hvis
ikke den hver Dag voksende Tiltrækningskraft, den stille
Lykke at kunne kaste et Blik paa Nikolines uskyldsrene
Ansigt, havde holdt mig skadesløs for de lange Samtaler,
jeg nødtes til at føre med den gamle Kone.
Den, der har Kærligheden at takke for sit Livs
Elendighed, har vanskeligt ved at give efter, naar en ny
Tilbøjelighed vil gøre sig gældende, selv om det er efter aldrig saa
mange Aars Forløb. Man bortviser med Harme, med Tvivl,
næsten med Afsky den blotte Mulighed af et saadant
Tilfælde. Man kan ikke tænke sig hele sit Væsen omstyrtet,
uden at gyse tilbage for denne Magt, som under indsmigrende
og berusende Ord lader skimte Lænker, til hvilke man
tilsidst uopfordret strækker Hænderne hen, naar man mangler
Mod til at skyde fra sig den ny Blomsterverden, som staar
i Begreb med at springe ud i Hjærtet.
Ak, dette Mod havde jeg allerede længe manglet. Den
til ny Lykke genfødte bøjede Knæ for det himmelske Haab,
der skulde aabne hans lukkede Øjne for Lysets Magt.
Hvad var nu Jorden med dens Lidelser?
Snart indsaa jeg, at den Vulkan, der begyndte at syde
i mit Indre, Vilde blive lige saa stærk som den, der havde
haft saa ødelæggende en virkning. »Men«, tænkte jeg, og
denne Tanke tilførte mit Hjærte endnu højere Glæde, »nu er
Din Kærlighed ren; den kan ikke medføre andet end Lykke,
Lykke for den, der allerede har lidt saa meget, at den evige
Kærlighed af Forbarmelse har sendt ham en af sine Engle.«
I dette himmelske Haab indvuggede jeg mig mer og
mere. Jeg kunde ikke leve, naar jeg ikke hver Dag saa
Nikolines yndige Ansigt. Kun saa længe jeg var hos hende,
havde jeg fuldkommen Ro-, ved hendes Ankomst flyede alle
mørke Minder, som ellers stadigt vilde rykke mig op af min
salige Drøm og tvinge mig til at kaste mit Blik tilbage i den
tidligere sorte ,Nat. Men jeg var nu bleven mørkeræd; jeg
vilde have lys Dag, og jeg tyede til Nikoline.
Ofte mødtes vi paa hendes Spadsereture i den ensomme
Lund, og jeg vil ikke forsøge paa at udmale for Dig den
Henrykkelse, som berøvede mig al Fornuft, da jeg først
opdagede, at hendes Kind overgødes med Purpur ved min Ankomst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
