Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Den gamles Ansigt røbede en dyb Nedslagenhed. Hans
Hjærte blødte, naar han tænkte paa sin unge Frøken, og
Ignelius, der havde et saa varmt Hjærte for alle Mennesker, var
næsten fristet til at hade hende, som stod Elviras Lykke i
Vejen. Et Øjeblik var han fristet til at forraade alt, men
snart indsaa han, at der derved ikke vilde være stort vundet,
selv om det nu vilde have -haft samme Virkning som at kaste
en Gnist i en Kruttønde. Tilhørte Georg Elvira i Dag, vilde
han i Morgen hjemsøges af Anger. Ligesaa godt var det da,
at han rejste derhen, hvor Samvittighed og Pligt kaldte ham,
og var det Guds Vilje, vilde han i ethvert Fald styre alt
saaledes, at den stakkels Kaptejn kom tilbage med lettet
Hjærte.
— Bedste Hr. Ignelius, fortsatte Georg efter et Øjebliks
Tavshed, hvad har Tiden at sige? Lige meget om det er
Nat eller Dag — følg mig nu til et Sted, hvor Indtrykket af
dette sidste Æmne skal tilbagetrænges af det eneste, der bør
optage mig, saa længe jeg endnu bliver paa Helgenæs; lad
mig se de Værelser, hvor min Fader levede som en stakkels
bodfærdig Eremit, medens Følgerne af en djævelsk Intrige
besudlede hans Navn, og hvor han senere levede sammen
med min Moder, da han ikke kunde modstaa Længselen efter
at indsuge Hjemmets Luft ... Gud i Himlen, hvor han har
maattet lide.
— Lide — gentog Ignelius, hvis hele Sjæl nu var hos
Eneboeren paa Johannesskæret — Hr. Kaptejn! han pintes
saaledes, at... nej, det er forgæves at forsøge en Beskrivelse
deraf. Men jeg, hans Tjener, som elskede ham saa varmt,
jeg led ogsaa ved at se den unge, smukke, kraftige Mand
svinde hen som en Skygge, se, hvor det bedste og ædleste
Hjærte knustes under Tyngden af en ufortjent Vanære, som
han ikke kunde ryste afsig, se ham bløde af de tusinde Stik
Avind rettede imod ham, og endelig at være nødt til at høre
hans uigenkaldelige Beslutning at frasige sig en Stand, som han,
hvis ikke en ulykkelig Ungdomsforvildelse havde draget en
grænseløs Elendighed over ham, tilhørte med saa stor Ret,
et Navn, med hvilket han mistede det eneste, han elskede:
sit gamle Helgenæs. Alt dette, min bedste, kære, unge Hr.
Kaptejn har kostet mig utallige Taarer, og hvad det har
kostet ham, det, tænker jeg, ved kun Gud ...
— ... og Johannesskæret I fuldførte Georg, denne Klippe,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
