Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
ringeste Haab paa Kaptejn Letslers Besøg i Hjemmet; det
skyldes udelukkende hans Fader, og hvis han kommer her
til os, maa Du alligevel ikke tiltro mig en saadan
Handlemaade, som Du antydede.
— Nej, nej — men...
Den følgende Dag ved Middagstid, netop som Fanny
for tiende Gang sagde til sig selv: »Han kommer ikke!«
lød hurtige Skridt op fra Gaarden, og ved et flygtigt
Øjekast der ud, standsedes hendes Aandedræt
Det var ham.
Fanny havde næppe genvundet Ligevægten, inden Georg
stod midt i Værelset. Men hvor forskælligt var ikke dette
Møde det, der fandt Sted for et Par Aar siden! Han
trykkede hende ikke med stormende Hæftighed til sit Bryst;
han greb lom hendes Haand og trykkede den til sine Læber
— ganske vist varmt, men ikke med den Varme, som Fanny
kendte fra tidligere Tid.
— Det er forbi, for evigt forbi! hviskede en Stemme i
hendes Indre, og hun følte en Smærte, som næsten trodsede
alle hendes Anstrengelser for at skjule den. Det lykkedes
hende dog, og da de første Sekunder var forbi, kunde hun
endogsaa hilse Georg velkommen til sine gamle Venner.
— Jeg takker Dig, kære Fanny, for Din Velkomsthilsen!
Af hele min Sjæl har jeg længtes efter det kære, gamle Strand,
hvor jeg har oplevet saa mange nydelsesrige Timer, at jeg
aldrig andetsteds har oplevet lignende ... Og se her en til,
som har længtes efter Dig.
Han pegede paa Kom, som med høje Glædeshop søgte
at gøre sig bemærket.
— Velkommen Du ogsaa 1 sagde Fanny og bøjede sig
ned over Yndlingsdyret, som hun en Gang under andre
Forhold havde sendt Georg som en Erindring om sig. Det var
hende umuligt at hindre, at en Taare faldt paa Koms Hoved.
Georg maatte vende sig bort. Han havde ondt ved at
tæmme sin sædvanlige Hæftighed, vanskeligt ved at skjule,
at Fanny nu, ligesom altid naar han saa hende, genvandt sit
gamle Overherredømme. Men helligt havde han besluttet
ikke ved nogen Overilelse at skaffe sig et nej med det samme.
Hans Fader, og ogsaa hans eget Hjærte, havde sagt til ham:
— Fanny maa have Tid til at overbevise sig om, at Dit
Frieri ikke er Gøgl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
