Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Hun lagde sin brændende Kind mod Grottens kølige
Stenmur, og det forekom hende, som om Dødens Kulde med
det samme havde sneget sig ind i det varme Blod.
— Ak, tænkte hun med den Vellyst, som kun Sorgen
kan føie, gid det vilde køle endnu mere, indtil tilsidst enhver
Gnist af Liv slukkedes 1 Gid Døden vilde tage mig saa let i
sin Favn — hvor herligt at slippe for at lide ... Men har
jeg Lov til at være saa egenkærlig, jeg, som har en Fader,
hvis Støtte jeg er?
Og Pligtens hellige Bud gav Fannys forvildede Tanker
en anden Retning.
— Nej, sukkede hun, det har jeg ikke Lov til. Saa
længe jeg har et Maal her paa Jorden at leve for, maa jeg
ikke omgaas med det himmelske Haab, midt under disse
endeløse Sorger, at forlade alt og kaste mig i hans Arme,
som siger: »Kommer til mig, alle I, som ere besværede, og
I skal finde Hvile.« ... Ak, jo, det maa jeg jo dog, thi hans
Mening var ikke, at denne Hvile skulde søges blot i Døden;
nej, nej, det er her, vi skal søge ham, det er her, vi skal
finde Hvile ... Kunde jeg blot finde ham .... ja, kunde jeg
finde ham ... men med disse forvirrede, disse stormende
Følelser er han ikke tilfreds.....
Aftensvalingen lod sine kolde Vinde svøbe sig omkring
Grotten ved Havet. De svøbte sig ogsaa omkring hende, som
sukkede der inde ... Men intet velgørende Vindpust vilde
køle den brændende Smærte, som holdt hendes Sjæl i
Spænding.
Haardt trykkede hun Haanden mod det voldsomt
arbejdende Hjærte.
— Kan Du ikke slaa roligere, klagede hun i et Sprog,
som kun har Ord i vort Indre, kan Du ikke en Gang vænne
Dig til at lide ? — Det er jo ikke saa nyt ... Nej, nyt er det
ikke I Men en Dag som denne staar ogsaa udenfor Lidelsernes
Maal ... Det kan gaa an at bære Byrden, naar andre ser os,
naar vi frygter for at blive beklagede. I Ensomheden derimod
er vi os selv, er det ude med Kræfterne og Stoltheden ....
ja, ja, helt ude; jeg vilde bukke under, hvis jeg ikke en Gang
imellem kunde oprive Saarene og lade dem bløde ud.
Hun havde en Tid siddet oprejst. Men da hun nu atter
bøjede sig ind mod den ujævne Klippevæg, for en ny Tanke
som et Lyn gennem hendes Sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
