Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
dette Besøg koster Dig, min Elvira, saa megpn Smætte, saa
giver jeg Atkald derpaa — dog ikke uden et dybt Savn.
— Din kærlige Eftergivenhed bringer mig til at rødme
over min Egenkærlighed. Ogsaa jeg elsker jo saa inderligt
den stakkels Eneboer paa den fattige Klippe ... Men
kommer Du dertil, kan Du ikke undgaa at . . . at . . . besøge
Strand.
— Det er sandt, thi ellers vilde Fanny — han udtalte
dette endnu saa dyrebare Navn uden at blive bevæget, men
dog med en vis Sænkning i Stemmen — kunne tro, at jeg
ikke vovede at se hende. Kunde Du ønske, at hun troede
det, min elskede?
Elviras Kinder brændte i dyb Rødme; hendes Øjne
lynede af Ilden fra Blodets varme Brusen.
— Gør mig ikke et saadant Spørgsmaal.
Georg trykkede sine Læber paa hendes Hænder.
— Jeg hører af Din- Stemme, hvilket Oprør Du er i ved
den blotte Tanke derom, og dog vil Du berøve Dig selv den
eneste Mulighed til at blive fuldstændig overbevist. Kast
ikke Tjørne ind blandt vore smukke Blomster, Elvira, men
tro mine Ord, de lyver ikke, naar De siger Dig ... at Du,
kun Du fylder min hele Sjæl.
— Men en Gang (hvorledes kan jeg vel nogensinde
glemme de Ord?) sagde Du mig, at kun med hende kunde
Du blive lykkelig ... Og Du havde ogsaa valgt hende
den sidste Gang, hvis hun havde sagt ja, hvis.....hvis
— Hvor Du kan pine Dig selv, Du varme, stakkels
Hjærte. Er vor Lykke ikke stor nok; behøver den at styrkes
ved en Tilstaaelse, som Du maatte have kunnet ane uden
Ord, den Tilstaaelse nemlig, at kun min Æresfølelse anden
Gang jagede mig fra Dig? Og jeg skjulte ikke for Fanny,
at Du, hvis Du havde villet, allerede den Gang havde kunnet
befæste Dit Herredømme over mig.
— Sagde Du det? O Gud! hvor de Ord gør mig
lykkelig!
Og Elviras Hjærte svulmede af stolt Tilfredsstillelse over,
at Fanny til sidst havde faaet at vide, at hun, Elvira, ikke
havde behøvet at tage til Takke med ham, men at hun havde
kunnet berøve Fanny Retten til for anden Gang at forskyde
ham (Elvira vidste ikke noget om Georgs tredje Frieri.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
