Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
Den første Vinter efter de frygtelige Lykkes-Omskiftelser
tilbragte Georg afvekslende hos Faderen paa Johannesskæret,
hvor der atter var bleven saa trist, og paa Helgenæs, hvor
han, med sin spæde Søn trykket tæt op til sit Hjærte, anraabte
Gud om, at han vilde lade ham følge den elskede, den saa
grænseløst savnede, som, efter at hun havde givet ham alt,
endogsaa gav ham sit Liv.
Gud hørte ikke disse Bønner. Men da nu den Engel,
hun havde ladet blive tilbage, rakte ham sine smaa Hænder
til Afsked, da ogsaa den gamle, trofaste Ignelius var gaaet
bort, kunde Georg ikke udholde at blive længere paa
Helgenæs; han sagde Farvel til disse Mure, indenfor hvilke hans
Fader havde lidt og sukket, indenfor hvilke han selv havde
naaet Jordens højeste Lykke, men indenfor hvilke han ogsaa
nu havde maattet sukke og lide, klage og savne, uden Trøst,
uden Haab.
Idet han overgav Omsorgen for Helgenæs i Hennings
Hænder, vendte han tilbage til Johannesskæret, hvor han ved
sin Faders Side henslæbte Dagene, sukkende efter Foraaret,
til hvilken Tid han atter vilde ud og friste den troløse Bølge.
Letslers Sind havde efter det sidste haarde Slag aldeles
sagt Farvel til Jorden og dens Glæder. Mat vendtes hans
Blik mod den synkende Aftensol, og i hans Øje læstes den
tavse Bøn: »Maatte det snart være den sidste for mig!«
Men Livet er sejgt. Letslers Legemskræfter var endnu
langtfra udtømte.
Ofte talte han med Georg om Elvira, thi det var hans
Overbevisning, at jo friskere Saaret kunde bløde ud, desto
før vilde det heles. Og med oplivede Ansigtstræk, med en
Straale af den fordums Ild i Øjet hørte Georg ham beskrive
hver enkelt Dag af den Uge, hun tilbragte paa
Johannesskæret; alle de Samtaler, de havde ført, alle de
kærligheds-rige Ord, hun havde talt angaaende de Overraskelser, den
Glæde, hun vilde berede sin Mand, ja ikke en Gang det, der
var passeret den sidste Nat, skjulte han.
Og med disse Meddelelser, de eneste, der kunde vække
Georgs af Sorgen nedstemte Livsaander, gik Dag efter Dag,
Uge efter Uge.
Omsider blev det Foraar ... Da drog den unge Sømand
det første Aandedrag, som talte om Liv.
Han vilde kaste sig ind i en Virksomhed, ikke for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
