Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
mig, end hvad jeg er i Staud til at give: Min varme
Højagtelse.
Og dette er altsaa min Taknemmelighed for den Omsorg,
de Raad, den Deltagelse, jeg var Genstand for, da jeg efter
den store Omvæltning i min Faders Forretning kom til
Gøteborg for at prøve paa at ophjælpe denne Forretning, uden
hvilken min stakkels Fader vilde være bukket fuldstændigt
under, saa vant til Virksomhed, som han nu en Gang var.
Naar jeg tænker her paa, maa jeg græde over min
Utaknemmelighed. Og dog staar det ikke i min Magt at handle
anderledes. Thi kun at give Pligtens Troskab til Gengæld
for oprigtig, varm Kærlighed — det vil jeg ikke og bør
heller ikke; vi har begge for dybe og stærke Følelser til at
vi kunde blive tilfredse, end sige lykkelige, med et saadant
Ægteskab.
Jeg har undgaaet at indlade mig paa et Æmne, hvortil
De ofte har hentydet som Aarsag til min Kulde. Men nu,
da jeg har udtalt det afgørende Ord, skal jeg heller ikke
skjule det eneste, som kan retfærdiggøre mit Afslag.
Allerede fra min første Barndom sammenvoksede mit
Hjærte med en Ungdomsvens, hvis Navn jeg ikke behøver at
nævne; De kender det. Og denne Kærlighed fulgte mig
ubevidst til den Alder, da en stærkere Følelse gør sig til
Herre over Hjærtet.
Der var en Tid, da jeg med Sikkerhed vidste, at jeg
blev elsket højt, og jeg tror, at Himlens gode Aander ikke
kan føie en uskyldigere, renere Glæde end den, jeg den Gang
følte.
Men . . . Aarene gik, Stormene vekslede med
Solskinsdagene og fortrængte dem tilsidst aldeles. Mit Liv undergik
en Forandring; ikke mere blomstrede de barnligt blide
Glæder, ikke mere den glade, fredelige Kærlighed, som havde
udmærket den første Opvaagnen. Jeg kunde være bleven
forenet med ham, som var mig mere end alt andet, men
netop fordi han var det, blev jeg ikke hans. Han anede
aldrig, hvad hans Lykke kostede mig; jeg vilde være død af
Undseelse, hvis hans Blik var trængt ind i mit Hjærte. Men
det gjorde det ikke, og han troede, jeg var for rolig, for
kold til at forstaa den stærkeste Lidenskab i vort Bryst, og
at jeg ikke ret kunde føie nogen stor Smærte, da jeg selv
afgjorde min Skæbne. Min Styrke laa i denne hans Tro.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
