Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
Da Solen atter stod op, var det sidste Sandskorn i
Eneboerens Timeglas udrundet,
Det var Natten efter den Dag, paa hvilken en sort Kiste
var bleven nedsænket i den ved Siden af Nikolines Hvilested
aabnede Grav, Natten efter den Dag, paa hvilken Klokkerne
i Gravenes Kapel havde forkyndt, at Jorden i sit moderlige
Skød havde modtaget den trætte fremmedes Ben.
En Baad gled hen over den spejlklare Vig.
Det var en Juninat, stille og skøn som den, da
»Frisejleren« for seksten Aar siden førte sine Passagerer til
Gravenes Strandbred. To af disse Passagerer — de to, som
aldrig mere forlod den Havn, de her havde søgt — havde nu
fundet den himmelske Havn og slumrede stille der ovre paa
Kirkegaarden.
Denne Mand og denne Kvinde, som havde elsket og lidt
saa meget, havde omsider genfundet hinanden. Hun havde
rakt ham den Krone, som hendes Bønner, hendes Taarer
havde erhværvet ham.
Men den tredje af Passagererne sad i den lille Baad, som
nu i den stille Nat gled hen imod den mørke Holm, over
hvilken nogle hvide Tærner svævede frem og tilbage i lette
Kredse. Vilde han maaske tage Afsked fra dette Sted, der
var indviet af en elsket Moder, af en jordisk Kærligheds nys
udsprungne Glæder, for saa at gaa ombord paa Skibet
derhenne, hvor det saa ud til, at man var i Færd med at gøre
alt klart til at løbe ud af Havnen, men som maaske ikke
saa snart skulde føre Sønnen tilbage til denne Plet, hvortil
hellige Minder bandt ham med faste Baand.
Han kom fra Johannesskæret, men ikke ene; hans unge
Hustru sad ved hans Side. De talte ikke mange Ord med
Læberne, men deres Øjne talte blidt og veltalende.
Paa Georgs-Holmen sad de snart Haand i Haand og
sendte Blikke fulde af uendeligt Vemod, af skælvende
Forventning mod den ensomme Klippe.
Endnu stod det lille Hus der, endnu gæmte det indenfor
sine Vægge alle de Suk, der havde lydt, alle de Taarer, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
