Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AS ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
maalet var, og saaledes sprængte han nu fremover Stok og
Sten, hvor der var nogensomhelst Mulighed tværs igjennem
Skoven eller over Jorderne at forkorte den krogede Byvei.
Det eneste, som gjorde ham urolig, var, om Fogdens
Folk skulde have taget en anden Vei fra Hamra og muligens
saaledes allerede have begivet sig tilbage til Borganæs; thi
Hamra laa da, som endnu idag, nord for Håfran. Men var
dette Tilfældet, maatte han fortsætte Veien, lige frem til
Hamra for siden ad Sjøveien at kunne forfølge sin Fiende.
Alt var afhængigt af hans Hests Hurtighed, men han kjendte
«dennes Styrke og Udholdenhed, og han klappede tilfredsstil-
lende Dyrets skummende Bove. Han skulde, han maatte naa
frem i rette Tid, enten det saa siden blev at naa sit Maal
over Sjøen eller at ride tilbage til den store Landevei, —
han burde ogsaa i sidste Fald komme før Fogden.
Med utrolig Hastighed tilbagelagdes Veien til Hamra.
Men et utvetydigt Udtryk af Fortrydelse hvilte over Ryt-
terens Ansigt, da han red frem over og mellem de høie
Slæggevarp, der laa ved Landsbyen som et Mindesmærke om
den Jerntilvirkning, som her havde fundet Sted i ældre Tider.
I Landsbyen var alt stille, som om Døden havde redet frem
der, og Husene stod som øde. Hans uroligt forskende Blik
speidede forgjæves efter noget, som kunde give ham den
«Oplysning, han ønskede. Han standsede foran en af de store
Bygninger og lyttede. Ingen Lyd. Det var, som om Lands-
byen var bleven forhexet,
Svenden syntes at tænke efter noget, og ligesom tvivlraadig
vendte han sin Hest for at ride ud af Byen igjen, da han paa
Væggen af et Hus, noget til Siden for det, ved hvilket han
holdt, saa Skyggen af et Menneske, men stille, ubevægeligt
som om den var bleven tilbage, efterat Eieren var gaaet
sin Vei.
Han red did, og der stod en Mand, stiv og ubevægelig,
som om han var huggen af Sten. Det var en gammel Mand
med praasprængt Haar og Skjæg, men den kraftige Bygning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
