Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKYGGERYTTERNE. 295
Mænd, da er vi Fiender, ellers ikke. Jeg vil dog tro det
bedste om eder, og dermed Farvel!»
Engelbrekt vendte sin Hest og red sagte henad Veien.
Det blev aldeles stille i Kredsen. Ture Turesson hviskede
ikke mere, og selv Nils Stensson saa tankefuld ud. Det var,
som om en usynlig Haand havde holdt dem tilbage. De
Riddere, der havde stængt Veien for Engelbrekt, aabnede
Kredsen, saa han uhindret kunde ride frem.
Og saa længe han kunde sees, fortsatte den lille Månd
med de brede Skuldre og de lynende Øine sit Ridt. Man saa
ham blot lægge Armene i Kors over Brystet og bøie Hovedet
noget forover, og Ridderne, der havde aabnet Ringen for ham,
syntes ligesom at have hørt et Suk, da han red forbi dem.
«Nei, nei gode Herrer og Frænder», udbrød pludselig
Ridder Nils, «jeg tror den gode Mand har forhexet os alle,
og vi havde dog Dem midt iblandt os, fromme Fader.»
Herved udstødte han sin sædvanlige Latter, skjønt enhver,
som vilde lægge Mærke dertil, dog let kunde finde, at den
var tvungen. Biskop Tomas sagde intet. Han syntes helt
og holdent at være hensunken i sig selv. Sluttelig hævede han
Hovedet og sagde:
«Tiden lider, og vi har en god Times Vei til Skalnora,
lad os fortsætte |»
Og den hele Skare drog afsted, idet man tog af paa en
Sidevei til Venstre, og man kunde snart høre, hvorledes
Stemningen lidt efter lidt fik igjen sin gamle Livlighed og
Munterhed.
Men endnu forblev Biskopssvenden tilbage paa Veien, og
endnu da de sidste Ryttere var forsvundne bag Træerne paa
Sideveien, sad han der med Blikket vendt mod det Hold,
hvor den lille enlige Mand var forsvunden, skjønt denne længe
før dette var ude af Syne. Pludselig gav han sin Hest Spo-
rene og sprængte afsted i samme Retning. Nogle Øieblikke
efter var han ved Mandens Side.
Engelbrekt standsede, da han hørte Lyden af den ankom-
mende, og han saa med Forundring Drengen stige af Hesten
Engelbrekt Engelbrektsson. 1. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
