Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UBUDNE GJÆSTER. 341
nødt at høre og tillade paa Høsten i Raadsherrernes Nærvæ-
relse, havde tirret hans Forfængelighed til det yderste. Men
han forstod at svælge sin Vrede og afvente Tiden. Nu be-
redte han sig til at lade sin Vredes Flamme frit bryde ud, nu
skulde disse Bønder ret faa lære at kjende ham. Ve, ve-over
dem og — Engelbrekt.
Han havde gaaet meget forsigtig tilveie. Løvejægeren
tirrer ikke unødig sit Bytte. Han havde ikke været med sin Fod
nord for Dalelven, og selv Johan Wale havde holdt sig meget
stille udover Høsten og over Julen. Men ud paa Nyaaret
havde Jøsse gjennem Johan Wale og hans Svende søgt at
inddrive Skatten. Det skede uden at vække nogen Opsigt og
— enten nu Svendene var roligere, eller man havde indseet
Umuligheden af at kjæmpe mod Braadden — nok er det,
Skatten flød ind for en Del. Det var et Forsøg paa at føle
sig frem, og da dette lykkedes, tog han ikke i Betænkning
at fortsætte.
Men alt dette var dog blot Smaating mod, hvad han nu
havde i Sinde. Hans Hævn skulde blive lysende. Nu vilde
han efter Paasken drage op i Dalarne med hele sin Styrke.
Han ventede blot paa Kongens Brev for at anstifte en forfær-
delig Hjemsøgelse deroppe. Og først af alle skulde den dri-
stige Engelbrekt falde.
Mangen Gang havde den ædle Foged i sit Værelse paa
Slottet i Væsterås fraadset ved Tanken paa den Stund, da hans
Øine skulde se denne Mands Hoved falde for Bøddelens Sværd.
Og hans Øine havde luet derved og hans Mund trukket sig
op til en modbydelig Latter, mens hver Gang et Gran var
lagt til eller taget fra for at gjøre Offerets Pine saa djævelsk
haard og hans egen Nydelse saa stor som mulig. Nu nær-
mede sig den saa længe og saa ihærdigt afventede Stund, og
Jøsse Eriksson havde ikke sparet paa noget,. ikke engang
paa sine egne Styvere, for at kunne optræde med tilstrække-
lig Kraft og slaa et Slag, der med ét skulde knuse alt.
Til disse Forberedelser hørte ogsaa at staa paa rigtig
god Fod med de svenske Herrer, idetmindste de mest indfly-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
