Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eg EE
Er EEE ES EEE EEE EEE
ENEBÆRBUSKEN, 513
Mændene steg af Hestene, og man hørte snart, hvorledes
de arbeidede sig frem gjennem den tætte Skov.
Men Engelbrekt steg atter tilhest og fortsatte sagte sin
Vei. Længe havde han dog: ikke redet, førend hans Hest kvak,
og fra Siden af Veien til Høire kom en stor Kjæmpeskikkelse
ud af Skoven. ;
Engelbrekt standsede sin Hest og satte Haanden over Øiet
for ligesom at skjærpe sit Blik. Og jo tydeligere han saa,
desto mere mørkt blev hans Ansigt, og Haanden over Øinene
skjalv, som om Synet af Skovvandreren havde øvet en Virk-
ning paa ham af en ganske eiendommelig Beskaffenhed.
Ogsaa Kjæmpen stod stille ligesom forstenet.
En Stund hengik, uden at nogen af dem ytrede et Ord.
«Vel vidste jeg, Erik», sagde sluttelig Engelbrekt med en
Stemme, der udtrykte den dybeste Bevægelse, «at du var min
Uven, men aldrig troede jeg, at jeg skulde finde dig paa en
saadan Sti som den, du har gaaet i Nat.»
Kjæmpen stod ubevægelig, men han skyede ikke Engel-
brekts Blik, saaledes som han gjorde ved deres sidste Møde i
Skedvi Kirke. Han strakte vistnok ud Haanden, men kun for
ligesom at afværge de mørke Ord, som Engelbrekt havde
udtalt.
«Min Sag og din faar Gud i Himmelen dømme!» fort-
satte Engelbrekt. «Jeg kan ikke løfte min Haand mod min
Barndomsven, og skal jeg falde for din Haand, saa maa den
almægtige Gud have ladet mig udføre, hvad han har villet
lægge paa mig som min Lod, og min Tid da være ude ...»
Stemmen syntes at ville nægte ham sin Tjeneste. Han
gav Hesten Sporene og var snart forsvunden fra Kjæmpens
Synskreds.
Denne stod med Hænderne foldede, stirrende ned paa
Marken, og halvkvalte Sukke arbeidede sig indimellem frem
over hans Læber. En voldsom Kamp udkjæmpedes uden
Tvivl i hans Indre.
Sluttelig gik ogsaa han med langsomme Skridt henad
Veien.
Engelbrekt Engelbrektsson. II. 33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
