Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
skyndte sig frem gjennem en lang Gang, fra hvilke andre
hvælvede Gange førte baade til Høire og Venstre, men ingen-
steds var Munken at finde. Alle Udgange var ogsaa stængte,
og ikke en Lyd hørtes i den store Bygning, saa at det syntes
forgjæves at vente paa fremmed Hjælp, selv om Nøden skulde
tvinge en at søge en saadan og vove et farligt Spørgsmaal.
Stilheden, Uvisheden og Uroen drev sluttelig Herman til det
yderste.. Han svingede ind i en af Sidegangene, fast bestemt
paa at vove et Spørgsmaal.
Allerede løftede han Haanden for at banke. paa den lille
Dør, da han hørte en anden Dør bag sig blive aabnet og
lukket, men saa stille, at det lød mere som et Svar paa hans
inderste Ønske end som en Virkelighed, eftersom Menneskets
Indre ofte pleier at narres af Skinbilleder af det, som opfyl-
der Sjælen. Herman vendte sig om.
Henimod ham svævede let som en Aand en Kvindeskik-
kelse, hyllet i en sid, graa Kaabe, men med Ansigtet ubedæk-
ket. Herman, den stærke Mand, maatte støtte sig mod Muren,
— et saa overvældende Indtryk gjorde Synet af dette Ansigt
paa ham. Han vilde løbe frem, han vilde tale, men Fod og
Tunge var som forhexede, blot Øiet saa og drak sig beruset
af de skjønne Træk i dette fine, men blege og sørgmodige
Ansigt. ,
Selv var han uigjenkjendelig i sin Munkekaabe med den
langt nedtrukne Hætte. Den skjønne Aabenbarelse forsvandt
hastigt som et Drømmebillede. Hun trak ogsaa en ved Kaa-
ben fastsiddende Hætte over sit Hoved og svingede om Hjør-
net til den store Gang, som gik langs hele Bygningen. Knapt
istand til mere at beherske sig, styrteae Herman frem, men
Skikkelsen forsvandt i en Dør, som førte ud til Kloster-
haven.
«Agnes!» hviskede Herman og strakte sine Arme ud
mod det Sted, hvor kort før det skjønne Syn havde vist sig.
Tydelige Skridt af jernklædte Fødder bragte ham atter
til Sands. Han lagde Armene i Kors over Brystet, som om
han havde faaet en pludselig Indgivelse og blev staaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
