Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7129 ENGELBREKT ENGELBREKTSSON.
Slotsrogden gik, og nogle Øieblikke efter indtræder den
lange, velvoxne Svend, der for kort Tid siden var kommen i
Hr. Bengts Tjeneste. Han havde noget letsindigt og raat i
sit Væsen og syntes ikke at bryde sig meget om at aflægge
gamle Vaner lige overfor sin nye Herre. Denne spurgte om
Tildragelsen i det gellinske Hus, samt hvorledes det lykkedes dem
at undkomme derfra, og Svenden gjorde udførligt Rede for sig
og Mårten. Fremdeles spurgte Ridderen om Swvendens tid-
ligere Skjæbne og syntes at blive mere og mere tilfreds-
stillet for hver Gang, Svenden udstødte en Ed. Han havde
først været i Erkebisp Johan Gerkessons og siden i Johan
Wales Tjeneste, saavel paa Borganæs som paa Stegeborg.
Efter Johan Wales Flugt havde han flakket om og sluttelig truffet
sin gamle Ven Mårten Skriver, der havde ført ham til Hr. Bengt.
Svenden blev afbrudt i sin Beretning ved at Døren gik
op. Slotsfogden traadte ind med Fangen. Den høie, statelige
Mand var bleg, men hans Øine blikkede stolt paa Ridderen,
og havde ikke Lænkerne skramlet omkring hans Fødder, kunde
hvemsomhelst, der havde faaet se de to Mænd overfor hinanden,
have taget Fangen for Herre og Ridderen for nogen i hans
opvartende Følge. Da Fangens Øie traf Svenden, der stod
noget til Siden i Værelset, var det, som om han havde skiftet
Farve, og en Skjælven mærkedes omkring hans Mund. Rid-
deren tiltalte sin Fange paa en Maade, der tydelig lagde for
Dagen, at han ønskede at vinde Fortrolighed.
«Det er mine Folk, som har berøvet Dem Friheden»,
sagde han, «og jeg har skyndt mig at gjengive Dem den...
vi har, mener jeg, samme Fiende, De og jeg, og derfor maa
vi kunne indgaa et Staldbroderskab og virke til hinandens
Fromme. Vor fælles Fiende er mægtig, det vil sige, han er
for Øieblikket uangribelig paa almindelig Maade, men De har,
saavidt jeg ved, retmæssig Klage mod ham. Sig mig derfor
uden Omsvøb, vil de række mig Haanden til en Strid paa
Liv og Død med . . .»
Fangen havde under «tidderens lange Tale ikke værdiget
ham et Blik. Men nu rettede han sine store, lynende Øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
