Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAT OG DAG. | 787
gjorde et overvældende Indtryk paa ham. Han vilde raabe,
men hans Tunge nægtede ham sin Tjeneste, han vilde kaste
sig ud i Sjøen og svømmende naa den forbiglidende Farkost,
men han stod som tilintetgjordt. Blot en utydelig Lyd brød
frem over hans Læber, og klare Taarer perlede nedover hans
veirbidte Kind. Hensunken i Beskuelsen af dette Syn, hørte
han ikke, hvorledes det raslede i Træerne bag ham, og mær-
kede ikke, at hans Datter sprang op derved, som om hun var
bleven berørt af en hemmelig Kraft, hvis Magtsprog hun med
eller mod sin Vilje maatte lyde. Først Lyden af flere Ryttere,
der sprængte frem, vakte ham af hans Dvale.
Han vendte sig hastigt om og saa op mod Aasen. Det
var en liden Skare Ryttere, men han saa tydeligt, at en af
Svendene førte Engelbrekts for ham velkjendte Hest ved Si-
den, og han igjenkjendte ogsaa i tvende af de ridende Johan
Andersson og Ketil fra Bispberget. Der blev nu klart for
ham, at Engelbrekt for at spare sine Kræfter havde valgt
Sjøveien, mens hans Folk skulde ride omkring Sjøen
og møde ham paa den nordre Strand, og han besluttede
trods den Fare, han derved udsatte sig for, at vandre langs
Aasen.
Da fik han i betydelig Afstand ved Stranden mod Nord se et
Glimt af sin Datter, og da han havde taget nogle Skridt i
samme Retning som hun, saa han et Stykke foran hende et
andet Ansigt, som han altfor vel kjendte, og han tog atter
et Skridt tilbage. Ansigtet tilhørte lange Magnus. Svigagtig-
heden var da i fuld Færd med at spinde sine Traade.
Nogen Fare for Engelbrekt var det for Øieblikket ikke; thi
hans Svendeflok, der fra Høiden af Aasen altid havde ham
i Sigte, var en tilstrækkelig Bedækning, men vel kunde han
selv ved at udsætte sig for meget udestænges fra sit Maal, just
som han stod nærved at naa det. Han besluttede derfor at
tage Veien vest for Ekeby Mose. Kerstin lod han gaa sin
egen Vei, han vidste altfor vel, at det var umuligt at faa
hende til at vende, naar det Sind havde bemægtiget sig hende,
hvilket nu var Tilfældet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
