Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
jeg ikke hun havde været bange for at slaaes med ham.
Hendes Øie var stort og slraalerigt; nåar man skuede
ind i det, da havde det en dunkel Glands, der lod dets
uendelige Dyb ane, idet det var umuligt at trænge ind
deri; reent var det og uskyldigt, mildt og roligt, fuldt
af Skjelmeri, da hun smilede. Hendes Næse var fimt
bøiet; da jeg saae hende fra Siden, tråk den sig ligesom
ind i Panden, blev derved lidt kortere og lidt mere kjæk.
Hun gik videre, jeg fulgte. Heldigviis var der flere
Spadserende paa Stien; medens jeg vexlede et Par Ord
med En og Anden, lod jeg hende vinde lidt Forspring og
indhentede hende da snart igjen og befriede mig saaledes
fra den Nødvendighed at maatte gaae paa Afstand lige
saa langsomt som hun. Hun gik mod Østerport. Jeg
ønskede at see hende nærmere uden at blive seet. Paa
Hjørnet ligger der et Huus, fra hvilket det maatte kunne
lykkes mig. Jeg kjendte Familien og behøvede altsaa
blot at gjøre den en Visit. Jeg ilede hende forbi med
hurtige Skridt, som om jeg ikke i fjerneste Maade agtede
paa hende. Jeg kom et langt Stykke forud, hilste til
Høire og Venstre paa Familien og bemægligede mig der
paa det Vindue, der vendte ud til Stien. Hun kom, jeg
saae, og saae, medens jeg paa samme Tid udspandt en
Passiar med Theeselskabet i Dagligstuen. Hendes Gang
overbeviste mig let om, at hun ikke havde gjennemgaaet
nogen betydelig Dandseskole, og dog var der en Stolt
hed i den, en naturlig Adel, men en Mangel paa Agt
paagivenhed paa sig selv. Een Gang mere end jeg
egentlig havde regnet paa, fik jeg hende at see. Fra
Vinduet af kunde jeg ikke see langt ned ad Stien; der
imod kunde jeg iagltage en Bro, som løber ud i Søen,
og til min store Forundring opdager jeg hende derude
igjen. Det faldt mig ind, maaskee hører hun til herude
paa Landet, maaskee har Familien Sommerværelser. Jeg
var allerede iferd med at fortryde mit Besøg, af Frygl
for, at hun skulde vende om og jeg tabe hende af Sigte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
