Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Forførerens Dagbog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
413
Mit Forhold til Cordelia begynder at tåge dramatisk
Tilløb. Noget maa der skee, hvad det saa end er; blot
iagltagende kan jeg ikke længere forholde mig, uden at
lade Øieblikket gaae forbi. Overraskes maa hun, det. er
nodvendigt; men nåar man vil overraske hende, maa
man være paa sin Post. Det, der i Almindelighed vilde
overraske, vilde maaskee ikke virke saaledes paa hende.
Hun maa egentlig overraskes saaledes, at det i første
Nu næsten er Granden til hendes Overraskelse, at der
skeer noget ganske Almindelig!. Successivt maa det
vise sig, at der dog laae noget Overraskende implicite
deri. Dette er ogsaa bestandig Loven for det Interes
sante, og dette igjen Loven for alle mine Bevægelser
med Hensyn til Cordelia. Naar man blot veed at over
raske, har man altid vundet Spil; man suspenderer et
Øieblik den Paagjældendes Energi, gjør det umuligt for
hende at handle, og det, hvad enten man brager det
Ualmindelige eller det Almindelige som Middel. Jeg
erindrer endnu med en vis Selvtilfredshed et dumdristigt
Forsøg mod en Dame af fornemmere Familie. Forgjæves
havde jeg i nogen Tid skjult sneget mig omkring hende
for at finde en interessant Berøring, da møder jeg hende
en Middag paa Gaden. Jeg var sikker paa, at hun ikke
kjendte mig, eller vidste, at jeg hørte til her i Byen.
Hun gik alene. Jeg smuttede hende forbi, saa jeg kom
til at møde hende Ansigt til Ansigt. Jeg gik afveien
for hende, hun beholdt Fliserne. I dette Moment kastede
jeg et veemodigl Blik paa hende, jeg troer næsten jeg
havde en Tåare i Øiet. Jeg tog min Flat af. Hun
standsede. Med bevæget Stemme og et drømmende Blik
sagde jeg: vredes ikke, naadige Frøken, en Lighed
mellem Deres Træk og et Væsen, som jeg elsker af min
hele Sjæl, men som lever fjernt fra mig, er saa paa
faldende, at De vil tilgive mig min besynderlige Adfærd.
Hun troede, jeg var en Sværmer, og en ung Pige kan
godt lide lidt Sværmeri, især nåar hun tillige føler sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
