Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Ægteskabets æsthetiske Gyldighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
paa, at der er Ingen, der venter paa dem, Ingen, der
tager imod dem o. s. v. Dette viser tilstrækkelig, at
de egentlig kun have et Hjem, idet de tillige tænke et
Ude. Jeg behøver Gud skee Lov ingenlunde at gaae
ud, hverken for at huske eller for at glemme, at jeg
har et Hjem. Følelsen deraf har ofte grebet mig aller
bedst som jeg sidder. Jeg behøver heller ikke at gaae
ind i Dagligstuen eller i Spisestuen, for at forvisse mig
derom. Ofte kan denne Følelse gribe mig, nåar jeg
sidder ganske ene paa mit Arbeids- Værelse. Den kan
gribe mig, nåar Døren til mit Cabinet gaacr op, og jeg
lidt efter seer et livsglad Ansigt paa Ruden, og Gardinet
atter trækkes for, og der bankes ganske sagte paa, og
derpaa et Hoved kigger saaledes ind ad Døren, at man
skulde troe, at dette Hoved ikke tilhørte noget Legeme,
og hun da i samme Nu staaer ved min Side, og for
svinder igjen. Denne Følelse kan gribe mig, nåar jeg
langt ud paa Natten sidder der ganske ene, som i
gamle Dage paa Collegiet; jeg kan da tænde mit Lys,
liste mig ganske sagte ind i hendes Sovekammer for at
see, om hun virkelig sover. Nu det forstaaer sig, denne
Følelse griber mig ogsaa ofte, idet jeg kommer hjem.
Og nåar jeg da har ringet paa; hun veed, at det er
ved det Klokkeslet, jeg pleier at komme (vi stakkels
Embedsmænd ere ogsaa i den Henseende generede, at
vi ikke kunne overraske vore Koner), hun kjender den
Maade, paa hvilken jeg pleier at ringe: nåar jeg nu
indenfor kan høre en Støien og Larmen af Børnene og
af hende, og hun selv stiller sig i Spidsen for den lille
Skare, selv saa barnlig, at hun synes at rivalisere med
Børnene i at juble — da føler jeg, at jeg har et Hjem.
Og nåar jeg da seer alvorlig ud (Du taler saa meget
om at være Menneskekjender, hvo er dog Menneske
kjender som en Qvinde!), hvor forandret er da ikke
dette næsten overgivne Barn ; hun bliver ikke fortvivlet,
faaer ikke ondt, men der er en Kraft i hende, der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
