Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368
en Klokker? den burde altid repræsenteres af en Qvinde.
Et ret velgjørende Indtryk af Menighed har jeg altid
savnet i vor Gudstjeneste, og dog var der et Aar af
mit Liv, hvor jeg hver Søndag kom mine idealiserede
Forestillinger temmelig nær. Det var i en af vore
Kirker her i Byen. Kirken selv tiltalte mig meget, den
Geistlige, jeg hver Søndag hørte, var en høiærværdig
Personlighed, en eenlig Skikkelse, der vidste at frem
tage Gammelt og Nyt af et bevæget Livs Erfaring; han
hørte ganske hjemme paa en Prædikestol. Han tilfreds
stillede som Præst hele min Sjæls ideale Fordring, han
tilfredsstillede den som Figur, tilfredsstillede den som Taler.
Jeg var ret glad hver Søndag, nåar jeg tænkte paa, at
jeg skulde hen at høre ham; men hvad der bidrog til
at forøge min Glæde og gjøre Indtrykket af Guds
tjenesten i denne Kirke for mig fuldstændigt, var en
anden Skikkelse, en ældre Kone, der ligeledes indfandt
sig hver Søndag. Hun pleiede at komme lidt før Guds
tjenesten begyndte, jeg ligeledes. Hendes Personlighed
var mig et Billede paa Menigheden, og jeg glemte over
hende ganske det forstyrrende Indtryk af Degnen i
Kirkedøren. Hun var en aldrende Kone, saae ud til at
være henimod tredsindstyve Aar, men var endnu skjøn,
hendes Træk ædle, hendes Mine fuld af en vis ydmyg
Værdighed, hendes Aasyn et Udtryk af den dybe, rene,
qvindelige Sædelighed. Hun saae ud til at have oplevet
Meget, ikke just stormfulde Begivenheder, men som en
Moder, der havde baaret Livets Byrder og dog bevaret
og vundet en Glæde over Verden. Naar jeg da saae
hende komme langt nede i Gangen, nåar Graveren havde
modtaget hende ved Kirkedøren, og nu som en Tjener
ærbødigt fulgte hende til hendes Stol, da vidste jeg,
hun ogsaa passerede den Bænk, paa hvilken jeg pleiede
at sidde. Idet hun da skred mig forbi, da reiste jeg
mig altid og bukkede for hende, eller som det hedder i
det Gamle Testamente: neiede mig for hende. For mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
