Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Förste Afdelning. VIKINGE-TIDEN - VII. Forlig mellem Danerne og Kong Alfred. Endelig Afstaaelse til de Danske af Østangel. Halvdelen af England i de Danskes Magt (»Danelagen«). Danekongen Gudrums Daab. Vikinger tilbage til Frisland og Frankrige. Timaaneders-Beleiringen af Paris. Nederlag ved Løwen. Vikinger igjen i England. Ganger-Rolfs og Danernes Erobring af Landet ved Seinemundingen (»Normandiet«).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nordhumberland til de Danske begyndte i denne Henseende
at bære gavnlige Frugter for England i det Hele, men
ogsaa vigtige Begivenheder i Frankrige bidroge til at
skaffe Englands Kyster Fred ved at samle de endnu
omflakkende danske Vikingeskarer paa Seineflodens
Bredder [1].
Lige siden den danske Erobring af Østangel og af
de øvrige Egne af Danelagen havde nemlig Frislands
og Frankriges Kyster ikke havt Ro for de fra
England tilbagevendte Vikingeskarer. I alle Floderne fra
Rhinen til Loiren og Garonnen laae jævnlig stærke
Flaader, hvis Besætninger deels hærgede paa egen
Haand deels sluttede sig til eet eller andet af de mange
stridende Partier i Frankrige. Kong Odo vedblev at
udmærke sig ved sin Iver for at bekæmpe
Normannerne. Men de oprørske Store svigtede ham mere og
mere, ja valgte tilsidst den unge Karl den Eenfoldige
til Modkonge. Under en slig indre Splid hjalp det
kun lidet, at Odo og hans Tilhængere af og til vandt
en hæderfuld Seir, eller at enkelte af de danske
Vikinger og deres Høvdinger kunde ved Magt eller
Overtalelse blive omvendte til Christendommen. Thi kjendelig
i samme Grad som Tilliden til de Styrende og selv til
de af Munkene lovpriste Reliqvier tabte sig, blev
Modstanden mod Vikingerne svagere og svagere.
Hungersnød som en naturlig Følge af de mange udyrkede
Marker og Viinhaver stod stadig for Døren. Tilstanden
begyndte at blive næsten haabløs, og i Fortvivlelse bad
Folket til Gud: »Befri os, o Herre, for Normannernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
