more sig med den i Juleferien og prøvede paa at smugle den med i Slæden, indsvøbt i en Rejse-kappe, men Planen blev opdaget, og Mirka maatte blive i Helsingfors. Og naturligvis maatte Zachris tage sig af den stakkels Hund, der hylede af Længsel og var til ligesaa megen Forstyrrelse som Barck selv. I Begyndelsen knurrede han over, at han aldrig kunde faa Fred for sin Stuekammerat, ikke engang naar han var borte, men snart blev han gode Venner med Hunden og havde megen Fornøjelse af den i sin ensomme Juleferie. Men da Zachris ikke som tidligere kunde gaa op i den Verden, som store Aander og vise Mestre skabte om ham, saa følte han mangen Gang, at hans Sjæl hungrede. Han længtes denne Vinter meget efter sit Hjem og efter Mathilda; han savnede sin døde Ven, Alexander Lithén, og han var til Tider saa tungsindig, at han ønskede, han var død. Hvad der først og fremst tilbød sig som Erstatning for det afbrudte Fantasiliv, var naturligvis Omgangen med Kammerater. Som oftest var det dog ikke sine jævnaldrendes Selskab, han søgte; han vilde helst være sammen med ældre, især da med dem, der allerede var Studenter, og lytte til deres Samtale. Det var nu første Gang han var med til de unges evige Disku-teren og Disputeren om alle Fremtidens store Spørgsmaal, om Kærligheden, om deres Kald i Livet, om Fædrelandet, for ikke at tale om alle Betragtninger over det, der hørte til Dagens Begivenheder paa Universitetet, det sidste Skænderi i den österbottniske Afdeling, den eller den Pro- 69