til Stede i det Liv, der levedes rundt om ham. Alt her nede i Hovedstaden forekom ham intetsigende og værdiløst. Nu havde han prøvet, hvad Livet virkelig havde at give, og han længtes hjem til Nykarleby for paa ny at opleve disse herlige Dage, da Sjælen voksede. Han kunde ikke begribe, hvor andre kunde føie sig tilfredse og vel til Mode her. Han længtes bort fra denne store Verden, som intet var for ham, bort til den lille Verden, som for ham var alt. Han ransagede sig selv for at se, om alt dette kun var en Fejltagelse af ham, en Fejltagelse, som Kærligheden var Skyld i. Men han vidste, at han havde Ret. I Nykarleby var det, som for ham var det vigtige og det fornødne. Ved Begyndelsen af Forelæsningen havde han siddet i sin sædvanlige, ligegyldige Stemning, men pludselig opdagede han, at han fulgte med, at han med brændende Interesse hang ved Talerens Læber. Han hørte for første Gang de mangehaande Begivenheder i Finland, hans eget Land, fremstillet som et sammenhængende Hele. Tidligere havde han kun set dem glimte frem hist og her, indflettet i Sveriges Historie. Sverige Havde hidtil staaet for hans indre Øje som den mægtige, kloge, handlekraftige, ridderlige, glimrende Anfører. Finland var en stakkels, menig Mand i Rækkerne, en, hvis Bedrifter ikke blev nævnt eller regnet med. Men under Reins Forelæsning blev Finland til den glimrende svenske Ridders tro Vaabenbroder; 91