for at hilse paa hende. Han fandt hende i Bagerset midt i en Rigdom af Vørterkager, Kager i alle mulige Dyreformer, Klejner og Butterdejgskager. Lidt Melstøv i Haaret og paa Kinderne, de fine Arme blottet til Albuen, Ildskær over det smukke Ansigt, Øjnene straalende af Stolthed og Glæde over godt hævet Dejg og duftende Julekager. Hele Julens Glæde slog ham i Møde, og med eet stod det klart for ham, at Sommerdrømmens Dronning ikke var forsvundet, men var blevet i Norden. Hun var endnu hos dem trods Mørke og Kulde for at give Menneskene Kraft til at holde Vinteren ud. Hun stod der, den samme som før, men under et andet Navn. Nu var hun den rige, gavmilde, velsignede Dronning Jul, der kom kørende med et Forspand af Julebukke, med Juleblus og „Stjernedrenge" foran sig, og udøste Gaver og Venlighed, Lys og Varme, Glæde og Fred. Da han skulde gaa, slog Mathilda Armene om Halsen paa ham, og mærkede, som det hører sig til, hans Ryg med ti melede Fingre. Bagefter vilde de unge Piger børste ham ren, men nej, det maatte de ikke. Hele Nykarleby skulde vide, at en af Stadens Døtre havde taget ham i Favn. Han gik ud i Byen med Frakken fuld af Mel og med Sjælen fuld af al den lange Midvinternats fra Tidernes Barndom opsparede Romantik.