uden Luft, uden Lys. Han kaldte endnu en Tid forgæves Bække og Strømme og Søer til Hjælp. Men det maatte ikke blive derved. Fremad da til Isbrydning! Op til det forfærdelige Arbejde! Han gav sig igen til at skrive. Søvnløs brøler i lysnet Majnat Ämmä's Brænding i snehvidt Gjald. Overlistet, men aldrig kuet, først forkynder den Vintrens Fald. Og da rejser sig Koivikoski, kaster trodsende Lænken af. Trængt med Brag ud i tredve Fosser gruttes Isen i Niskas Grav. Han følte sig helt og holdent som den kæmpende Elv. Han regnede Navnene op paa sine Fosser, for i dem maatte Frigørelsen begynde. Han fulgte med bævende Hjerte Isens Kamp med de frembrydende Vande. Han saa den rejse sig taarnhøj i Kamp med Ahmas Bølger. Han saa den paa Flugten plyndre Ladens Afgrøde og knuse Møllens Hjul. Han saa den endnu engang standse Floden ved Merikoski. Han saa Bredderne skælve, Markerne oversvømmes, Gaderne under Vand. Men paa ny blev Isens Kraft brudt. Splintret i tusinde Dele, spredtes den vældige Vinterhær for at slynges i Havet og forgaa. Egnen aander. Bølgerne synke. Brusende fra sin Brydnings-Leg, fri og sejrende, skrider Floden majestætisk sin vante Vej. 349