Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var din Sol, som Isens Panser sprængte;
det var din Regn, som Liv min Strømflok skænkte,
din Kærlighed, som alting overvandt,
ieß — ak jeg det rette Nu kun fandt.
Alt, som med Længsel ser mod Gryets Stribe,
o, vidste det som jeg sit Nu at gribe,
det skulde drikke Kraft af Lysets Væld,
det skulde splintre Mur og sprænge Fjæld.
Her var Fortryllelsen fuldstændig brudt. Her
talte atter han selv. Nu var det ikke Mennesket,
der var Floden, men Floden var blevet
Menneske. Og det var godt; saadan vilde han have det.
Thi dette var Digtet om hans Kval og hans Kamp,
og han vilde sige, at han vidste, han havde sejret.
Han vilde tale ud uden Hensyn.
Mere havde han ikke at sige. Men han gentog
det stolte første Vers, som for at spørge: „Kan
I se, det var sandt, hvad jeg der sagde?"
Hvis Træl er jeg, at i min Ungdoms Styrke
jeg skulde blindt en evig Vinter dyrke?
Høj baaren Søn af Finlands havblaa Sø
som fri jeg fødtes, fri vil og jeg dø.
Men da Pennen faldt ud af den matte Haand
’Og Øjnene lukkede sig for at hvile Hjernen fra
Ord og Rim, da herskede der Glæde og dyb Fred
i hans Sind.
Han havde faaet udtalt det vigtige, det sande,
det stolte, som han trængte til at sige sit Folk efter
alt hvad han for dets Skyld havde maattet lide.
Nu var Isen borte fra hans Sjæl. Han var modig
og forhaabningsfuld som inden Kampen. Han el-
351
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
