Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Det skovomkransede Kalkbrænderi,
Og Dalen med Mølledammen;
Jeg seer det igjen saa klart og vist:
Her Præstebakken og Kirken hist,
Men Præstegaarden dog først og sidst,
Det Andet bliver kun Rammen.
Ia, hvor jeg vandred ved Danmarks Soer,
Paa alle de skjønne Steder,
Mig aabnedes aldrig saa gjæstfri Dør,
Saa kjærligt et Hjem jeg fandt ei for,
Med patriarkalske Sæder.
O, det er mere end Smiger tom!
Vist aldrig jeg fandt, hvorhen jeg kom
Saa aabne Hjerter, saa mild en Dom,
Som, Elskelige, hos Eder!
Hver Dag henrandt som en landlig Fest,
I Glasset perlede Vinen,
Og venlig spøged den gamle Præst
Og spilled paa Fiolinen.
Mens Solen skinned ad Ruden ind
Der toned yndige Sange;
Da maatte jeg ud i Aftenens Vind
At kjole mit bevægede Sind
I Havens lovrige Gange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
