Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Endnu har jeg dog Ild, endnu har jeg dog Aand,
Trods Alt hvad jeg praker om Fornuften;
Endnu kan jeg kurre som en Due paa Din Haand
Og svinge som en Ørn mig i Luften;
Endnu kan i Sang jeg forherlige Dit Navn,
Trods Livets de kummerlige Pligter —
Og derfor skal Du kysse mig og tage mig i Favn
Og føle at Du elskes af en Digter!
Saa dybt har jeg dukket mig ned i Livets Strøm,
Saa dybt at knap min Sjæl kunde bunde,
Saa dristigt har jeg prøvet paa Jorden min Drøm;
Men aldrig gik dog Dromnien tilgrunde.
For mig blev ikke Livet en ussel Parodi,
For mig blev det saa kraftig en Skole:
Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni,
Frii Støvet til de yderste Sole.
Og sidder jeg end fangen her som Fuglen i Buur
Og kæmper for Livet, det reale, .
Jeg kan dog ei, Du Kjære, fornægte min Natur,
Den vaagner, den vaagner af sin Dvale.
Fornem det paa Rhythinernes jublende Dands
Paa Verset, som svulnier og soin klinger,
Endnii har min Sjæl for det Herlige Sands,
Endnu kan den løfte sine Vinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
