- Project Runeberg -  Skrifter af Carit Etlar (1888) / 10. Ingola /
202

(1888-1890) Author: Carl Brosbøll
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

202
viste sig Gran- eller Fyrretræernes ranke Stammer, de
fcestede deres Rodder i enhver Aabning, som tilbod sig,
og undertiden paa saa ubetydelige Skroenter og Frem-
spring af Klipperne, at det saae ud som om det forsle
Vindpuft vilde styrte dem ned over vore Hoveder fra
den svimlende Hoide, de indtoge. As og til gik Veien
igjennem toette Skovstrækninger, under hvis Kroner der
hvilede en bestandig Halvskumring. En enkelt Fugls
Sang og den monotone Raslen af Vanddraaberne, der
faldt ned paa Troeernes Lov fra de fugtige Klipper, var
den eneste Lyd, v i horte i dette Vildnis.
Ayellas Munterhed forsvandt efterhaanden under vor
Vandring. Hendes forskende B lik dvoelede beundrende paa
de forskjellige Punkter, vi kom forbi. Hendes Voesen an-
tog en Mildhed, som jeg tidligere ikke havde bemoerket.
Selv Tonen i hendes Stemme syntes at voere forandret,
det dcempede Sprog, hvori hun talede, var ikke loenger
dristigt eller bydende som for, det lod mere frygtsomt,
mildere, blodere.
„H vor alt dog er stort og majestoetisk her," hviskede
hun og rakte mig sin Haand, medens jeg gik ved Siden
af hende. „ I en saadan Egn synes mig, at alle M en-
nesker nodvendig maa blive gode, idetmindste veed jeg
bestemt, at det nu ikke vilde voere mig m uligt at falde
Dem besvoerlig med mine Luner."
„H vorfor v il De dog bestandig erindre derom? Jeg
troer noesten, at jeg kunde onske det, som De kalder Deres
Lune, tilbage, blot for den Opreisning, De skjoenker den
Forurettede. M en det er sandt og smukt, naar De siger,
at denne Egn kalder det bedre i os til Bevidsthed.
Mennesket forekommer sig selv aldrig at voere saa ube-
tydelig, som naar det omgives af en stor Natur. Jeg

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:02:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/etlar88/10/0204.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free