Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kains Slægt - Et Pleiebarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
„J a , det er m ig," sagde hun.
„H vad bjerger D u D ig ved her?"
,/Jeg gaaer Postbud fra Ringkjobing til Deiberg,"
sagde hun, „saa vaager jeg ogsaa over de Syge og
kloeder Lig, naar Leiligheden imellemstunder er dertil."
„O g hvem er den gamle M and der?" spurgte
M orten.
„D e t er min Fader," sagde hun. „J a , v i kan
gjerne tale hvad v i v il, for han giver ikke Agt paa
noget. Han gaaer i Barndom og sidder den hele D ag
ved Bordet der og leger S oldat med de Tinknapper,
I seer."
D a Kirsten tav, vendte den gamle M and sig om
mod M orten. Han strog sit lange Haar bort fra Panden,
heevede Hovedet, smilede og sagde: „D e t er min D atter
der. D et er hendes Huns, v i bo i, og hun er bleven
ved at voere en cerlig P ige." — D a han havde sagt dette,
begyndte han igjen sin sagte Sang og gav sig til at lege
med Tinknapperne.
„M e n Kirsten, Kirsten!" sagde M orten, „hvorfor
drog D u dog fra os, hvor D u havde det saa godt, for
at komme her t il Armod og den haarde Nod? Og
Jakob, som ncesten sorgede sig tildode, og som jeg dog
tilsidst havde ladet D ig fa a !"
„Jeg vilde frelse en Sjoel fra Doden," svarede
Kirsten. D a hun havde sagt dette, brast hun i Graad
og sukkede, som om hun sendte en Afsked t il alt, hvad
hun havde savnet og mistet i Verden. M en hun torrede
sine Oine og gik ud for at hjoelpe M orten med at danne
en ny Lundstik. D a Bonden var kommen op paa Vognen
igjen og vilde t il at kjore, lagde Kirsten sin Haand paa
hans Arm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>