- Project Runeberg -  Skrifter af Carit Etlar (1888) / 2. Krigsbilleder /
159

(1888-1890) Author: Carl Brosbøll
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

159
fra det hun fik den Dreng, blev hun til et andet Men-
neske. Altid saae man dem sammen, tidlig og silde; gik
han og legede ude i Heden, sad hun i Noerheden paa en
Steen, og keg efter ham, hun fulgte ham i Skole, over
til Caspersen, og gik udenfor og bandt paa sin Hose,
naar han skulde hjem igjen; bestandigt havde de noget
at tale om, saa gik de og holdt hinanden i Hoenderne,
som to Kjoerester, og naar-de ikke talte sammen, kunde
de sidde timeviis og se paa hinanden. Da han blev
storre og kom ud imellem Folk, bessgte hun ham hver
Sondag, og gik til Marked med ham, og tog helst Ar-
beide paa Gaarden, hvor han var, og alt hvad han
kunde tjene, bar han trolig hjem til hende. Hun drog
ham op i Herrens Formaning, det var Synd at noegte,
og naar der kom Nogen af de andre Glarmesterfolk til
Huset, dernede i Gyden, og stolede og forlangte Mad,
som den Slags gjerne pleie, saa vendte hun dem Ryg
og gav sig aldrig af med dem. Gud fri os! som hun
tog paa, da han skulde ind paa Skolen. Jeg troede,
hun var gaaet fra Samlingen. Hun rev og fled i ham,
for at holde ham tilbage, og da han sogte at tale hende
tilrette, vilde hun drage med ham, og saa sad de uden-
for, paa Havediget, og snakkede frem og tilbage, hele
den udslagne Nat. Hvad han sagde, veed jeg ikke, men
tilsidst gav hun sig da tilfreds og lod ham drage sin
Vei med de andre Karle og fulgte ham blot et"Stykke
paa Vei; men fra den Tid har hun aldrig rigtig duet
til noget. Hun blev bleg og huul og hulere i Kinderne,
og saa tog hun saadan paa med at ryste, som om hun
altid gik og fros. Snakke vilde hun heller ikke gjerne.
Naar Nogen spurgte, hvad der skadede hende, virrede
hun paa Hovedet og sagde: Ingenting, lad mig bare

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:01:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/etlar88/2/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free