Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
„Naade, Naade!"
„Reis Eder, Mogens Gjoe!" sagde Hertugen rystet,
og med Blikket henvendt mod Rantzau. „Feltherren er
udentvivl enig med mig i, at alle disse ualmindelige
Omstændigheder indeholde tilstroekkelig Anledning til at
opsoette det unge Menneskes Straf."
„Nei, naadige Herre!" svarede Rantzau bestemt og
barsk, „om han saa var min egen Broder, maa Retten
have sin Gang, idetmindste saaloenge jeg befaler i Leiren.
Hans Benaadning afhoenger jo desuden kun af ham selv,
lad ham forklare, hvad der forte ham til Nebbegaard, og
i hvilken Forbindelse han staaer med Claus Limbek; der
stikker et Bedrageri under dette, som jeg ikke er istand til
at udfinde."
„Veed I noget derom. Ridder Guldbrand?" spurgte
Hertugen.
„Ja."
„Virkelig?"
„Naturligvis, mellem Poul og mig gives der ingen
Hemmelighed."
„Hvorfor vedbliver I da at tie?"
„Fordi kun han har Ret til at tale."
„M en i Guds Navn! saa lad ham tale," raabte
Rantzau heftig.
Teltforhcenget blev draget tilside, en Kriger viste sig
i Indgangen og sagde nogle Ord til Rantzau.
„Hovedsmanden melder, at Landseretten er stillet,"
sagde Rantzau. „Folg ud med os, Guldbrand, anvend
al den M agt D u besidder,- for at bringe den Ulykkelige
til at forklare sig."
Trommerne hvirvlede, en tiltagende Larm fandt
Sted udenfor Teltet; idet Adelsmoendene traadte ud,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>