Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Med G ine som Fiolen blaa,
En Haand saa hvid som S n e,
Hun er den Allerdeiligste,
S om Nogen vel kan se.
Udi de dybe Dale
D er maa jeg Kornet slaa,
M en naar det bliver Vinter,
Jeg lader Bryllup ftaa.
O g saa stal der til Fjern og Ncrr
G aa Gildehilsen ud,
O g hun stal med, min Hjertenskjoer,
For hun stal voere Brud.
Kuflen knalder, Vognen kjorer, vi reise, vi reise!
Hjemmet forsvinder. Huse og Taarne blive efterhaanden
mindre og mindre, ligesom Hjemmets Sorger. Vi kjore
bort til det nye, til det friske: det ventede.
Veien snoer sig ind imellem to hoie Bakker, bevoxede
med et Krat af Boge og Egerns. Bregner, Lyng og
Enebcerbuske trives her med samme Frodighed. P aa den
ene Bakke, langt tilbage, vise rode Muursteensbrokker,
Kalk og Granitfliser, som hist og her titte frem imellem
Skarntyder og Grces, de sidste Rester af en nedbrudt
Bygning. Der skal nok have staaet et Munkekloster
engang, siger en M and fra Egnen. Hvad det hed, veed
han ikke, men han troster os med, at det staaer at loese
et Sted. Hvis de gamle Munke blot et Oieblik kunde
staa op as deres Grave og se sig om, vilde de rimelig-
viis strax onfle sig tilbage igjen, af Rcedsel over al den
Forstyrrelse og Omskiftning, Tiden har fort med sig.
Hvilken uhyre Kirkegaard er dog ikke denne Jord,
hvilke Ligdynger og hvilken Tilintetgjorelse spadsere vi
ikke daglig hen over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
