- Project Runeberg -  Skrifter af Carit Etlar (1888) / 8. Hedemanden og Diggrevens Børn /
173

(1888-1890) Author: Carl Brosbøll
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

173
fortroligt, saa at D u ikke kunde incerke Forskjellen mellem
Den, som var min Soster ved Kjodets Baand, og Den,
som Tiden og Opholdet hos Falk havde gjort dertil.
Det var desuden aftalt mellem Anina og mig, at vi saa
lidt som muligt vilde indvie Fremmede i vor Hemmelig-
hed; nu har Tilfceldet aabenbaret D ig den; thi selv
Bianca kjendte den ikke."
De stode nu udenfor Hindsholms Port. Kei fortsatte
sin Vei gjennem Gaarden op til Bygningen. Theodor
gik ud i Haven for at trorffe Bianca.
Den Vanvittige havde imidlertid naaet sin Bolig.
„D et er morkt her!" udbrod han inde i Gaarden,
idet han over Muurbrokker og Kalk skred hen til den
Floi, han beboede. „M en jeg er dog ikke alene, hver
Aften har jeg talrigt Selskab hos mig, Uglen er en
munter Taarnvorgter, og Flaggermusene holde mig vaagen
den hele Nat. Jeg har ogsaa Selskab behov, hver Gang
jeg er inde i mit S lo t og begynder at toenke mig om,
staaer hun mig i Sindet. Slaaer jeg mig til Ro,
lommer hun hen paa Stolen til mig, sortier sig paa nrit
^-kjod, som hun gjorde i gamle Dage, slynger sine Arme
om min Hals. Men hendes Arme ere kolde og klamme;
hun kysser mig, men ikke med disse varme, blode Lorder
som for; hun er ikke saa smuk som dengang, og hendes
Aande den brornder, den piner, den kvorler."
Medens han talte, steg han op ad den hoie, for-
faldne Vindeltrappe, som forte til hans Voerelse. Paa
engang stod han stille, lyttede, holdt sig medkrampagtig
Heftighed fast ved Muren og stirrede ubevoegelig hen paa
et morkt Sted. Hans Dine funklede.
„T y s , Kammerat!" hviskede han med huul Stemme,
„ ti stille, horer D u ikke, M aria taler! Hvad v il D u

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:02:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/etlar88/8/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free