Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 16. marts 1903 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Telegraf-Tidende
for udvlklingen
Vi skal nævne nogle exempler.
No. 8 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
fra sin telefondrift i Støren. — Senere dannedes et
nyt selskab, Øvre Gauldals telefonsamlag, søndenfor
Støren, som overtog rigstelefonstationen. Forbindelse
mellem disse to lokale selskaber blev negtet — af hen
syn til rigstelefonen. Ler ligger omtrent midtveis mellem
Trondhjem og Støren. Vil nu en abonnent i Gauldal
telefonsamlag f. ex. have fat i amtsdyrlægen, som bor
ved Støren, maa han først paa selskabets egen linie
op de 20—30 km. til Trondhjem, og dernæst 50 km.
paa rigstelefonlinien ned til Støren. Denne tungvindte
ordning har ingen anden grund, end at rigstelefonen
skal kunne opkræve en afgift af 25 øre pr. samtale.
Vi har ved flere leiligheder fremtrukket exempler
paa, hvorledes rigstelefonen stænger for en sund og
naturlig udvikling af distrikternes kommunikations
interesser, idet der fra telegrafdirektørens side gaaes
frem paa en maade, som giver indtryk af, at han
sætter hensynet til at tilføre telegrafvæsenets kasse det
størst mulige antal gebyrer over det alraene hensyn til
kommunikationsvæsenets ophjælp.
Vi vil minde om den bedrøvelige historie i
Ogndalen, hvor i igoo distriktet — af hensyn til
rigstelefonen — blev afskaaret fra at faa telefon
förbindelse med Stenkjær, idet der blev opstillet saa
ubillige vilkaar for koncession, at det nydannede pri
vate selskab maatte opløses. (I Stenkjær bor bygdens
læge, jonnor og lensmand, ligesom der er nærmeste
postkontor og telegrafstation.)
Videre ønskede selskabet at forbedre sin forbindelse
ved at anlægge en direkte dobbeltlinie fra Melhus til
Trondhjem, fordi der paa denne strækning ikke gives
tilstrækkelige linier til nogenlunde tilfredsstillende at
kunne besørge korrespondancen. Men telegrafdirek
tøren var principrnæssig imod enhver udvidelse af
privattelefonen, og koncession paa udvidelsen blev negtet.
Vi skal videre minde om, hvorledes stationerne
ved Eidsfosbanen blev afskaaret fra sin naturlige for
bindelse med Tønsberg — ligeledes af hensyn til rigs
telefonen. Det samme hensyn til rigstelefonen stængte
ogsaa Beitstadens telefonabonnenter ude fra en meget
ønsket og paakrævet forbindelse med Stenkjær.
Ligeledes blev negtet koncession paa oprettelse
af en central paa Heimdal, ca. to km. fra Trondhjem,
hvorom forelaa anmodning fra en hel del opsiddere
paa nævnte sted. Derimod tilbødes adgang til opret
telse af rigstelefonstation dersteds. Følgen heraf vilde
formentlig blive, at der blev stillet krav om, at sam
taler fra abonnenter i tilknytning til denne cen
tral — og mulig oprettendes lignende centraler —
skulde benytte rigstelefonlinien for sine samtaler til
Trondhjem, hvorved selskabets indtægter yderligere
vilde reduceres, og et privat selskab, der er henvist
til at balancere sine udgifter ved sine egne indtægter,
kan jo i længden ikke akceptere den slags ordninger.
Nu fra den sidste tid föreligger et par lignende
tilfælde, som fortjener at komme til almenhedens
kundskab.
Nordmøre telefonselskab negtes forønsket udvidelse
af sit linienet indenfor det omraade, hvor selskabet
allerede har bygget de egentlige stamlinier; det gjælder
særlig Bremsnes, Kornstad og Eide herreder. Negtelsen
bygges paa hensynet til projekterede rigstelefonlinier
og — landshensyn(l) Det er tyndt befolkede distrikter,
det her gjælder; men telegrafdirektøren mener alligevel
ved konkurrance med det allerede bestaaende telefon
selskab at kunne udpine nogen økonomisk fordel for
rigstelefonen. Selskabet er villig til at bygge alle de
linier, som de nævnte herreder behøver, saa der er
her ikke nødvendighed for at overanstrenge statskassen
med saadanne anlæg.
Et andet exempel paa rigstelefonens hemmende
indgriben i frie og naturlige kommunikationsforhold
har man i den sidste tid fra rigstelefonens forhold til
Røkens telefonforening. Røkens telefonforening har
siden sin oprettelse i 1892 til Kristiania telefonselskab
betalt en aarlig afgift af kr. 575 for en direkte linie
Kristiania—Røken og en linie over Asker og Sand
viken. Da staten overtog Kristiania telefonanlæg, lod
telegrafdirektøren bygge en dobbeltlinie til Røken.
Vi har i de bevilgede anlcegsbudgetter forgjæves søgt
hjemmelen for denne linies bygning; der kan intet sees
at være bevilget til den. Telegrafdirektøren synes saa
ledes paa egen haand have ladet linien bygge, for
mentlig gaaende ud fra, at naar linien først var der,
maatte han ogsaa kunne tvinge Røken telefonforening
til at benytte den. Telegrafdirektøren har derefter
opsagt kontrakten med Røken telefonforening og paa-
Gauldals telefonanlæg havde oprindelig en cen
tralstation i Støren. Da rigstelefonen blev anlagt
mellem Kristiania og Trondhjem forlangtes, at sel
skabet skulde holde centralstation ogsaa for rigstele
fonen, idet der stilledes forlangende om, at al korre
spondance fra Støren til hovedcentralstationen i Ler
skulde befordres paa rigstelefonlinien. Derved vilde
selskabet berøves den smule indtægt, det havde af
denne korrespondance. Selskabet trak sig da tilbage
Rikstelefonen som bom
Telefon- og
64
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
