Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 8. januar 1904 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stillingen var i sandhed forbausende!
No. 1 ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT.
frem alle de data, som kan have betydning for sagens
afgjørelse».
Dette fremkaldte stærke klager, særlig fra den
bergenske forretningsverdene som krævede det be
gaaede administrative feilgreb redresseret ved grænse
stationens tilbageflytning, ialfald indtil den nye Bergens
linie blev færdig.
Paa disse præmisser besluttedes sagen af stor
thinget oversendt regjeringen, idet der fra flere talere
udtaltes forventning om, at en nærmere redegjørelse
snarest mulig maatte blive förelagt.
Det hele koncentrerede sig om dette spørgsmaal:
var den gamle Bergenslinie paa det omhandlede tidspunkt
i en saadan forfatning, at det kunde ansees försvarligt
at tilføre den øget korrespondance ? saaledes som det
skede ved grænsestationens flytning fra Arendal til
Kristiania.
Det var den 7de august 1897. Den 28de januar
aaret efter afgav endelig telegrafdirektøren en sup
plerende redegjørelse, hvis indhold vi her ikke skal
dvæle videre ved, da det ligger udenfor vort emne.
Denne redegjørelse var bilagt med en i alminde
lige udtryk holdt, snau erklæring fra Kristiania telegraf
inspektør.
Vi optog dengang, paa foranledning af en hen
vendelse fra Bergens børskommisær, spørgsmaalet til
drøftelse i vore spalier og paaviste herunder, at den
omhandlede direktlinie Kristiania—Bergen var i en
elendig forfatning; at flytningen derfor aldeles ikke
burde have fundet sted, og at hensynsfuldhed overfor
vestlandets udenlandske korrespondance skulde tilsige
tilbageflytning af grænsestationen til Arendal.
Man blev skuffet i forventningen om, at denne
erklæring skulde irettelægge faktisk materiale til be
dømmelse af, om telegrafdirektøren havde ret i sin
paastand, at Bergenslinien sommeren 1897 var i en
forfatning, der ikke lagde nogen hindring iveien for
en hurtig expedition, eller om denne paastand var
usand, og Bergenslinien meget mere dengang var, som
fra den anden side paastaaet, i en meget miserabel
forfatning —ja praktisk talt aldrig var i orden. In
spektørens erklæring forholdt sig herom taus.
Bergens handelsförening indgik ogsaa til stor
thinget med en henvendelse, der støttedes af flere byer
paa kysten mellem Stavanger og Arendal hvilke
byer, ligesom Bergen, var blevet skadelidende ved den
foretagne flytning —, om at saadan forføining snarest
mulig maatte blive iværksat.
Der var imidlertid det mærkelige ved denne er
klæring, at den saaes at være dateret faa dage før
afgivelsen af direktørens redegjørelse, medens det til
fældigvis var os bekjendt, at der allerede længere tid
forinden til telegrafdirektørens kontor var indkommet en
indgaaende erklæring fra inspektøren.
Imidlertid fremlagde telegrafdirektøren under 28de
juli 1897 en redegjørelse trykt som sth. dok. no.
119 —, hvori søgtes eftervist, at de fremkomne klager
fra forretningsverdenen var ugrundede. Specielt blev
der af telegrafdirektøren gjort gjældende, at Bergens
linien var «i en forfatning, som ikke lægger nogen hin
dring iveieti for en hurtig expeditio7i mellem Bergen og
Kristiania-!). Telegrafdirektøren forklarede m. a. 0.,
at hele grundlaget for klagerne Bergensliniens mise
rable forfatning var i bund og grund urigtigt. Den
orahandlede redegjørelse fra telegrafdirektøren var
bilagt med erklæringer fra et par inspektører, men
ikke fra inspektøren i Kristiania.
Vi henvendte os da til telegrafdirektøren med
anmodning om at faa adgang til at gjøre os bekjendt
med telegrafinspektørens, i sidste øieblik tilbagekaldte,
oprindelige erklæring, som vi forudsatte neiop indeholdt
det materiale, der vilde sætte storthinget istand til seiv at
bedømme forholdet.
Ved undvigende og omgaaende svar søgte telegraf
direktøren først længe at skjule, at en saadan erklæring
overhovedet fandtes; men da han endelig blev presset
til at erkjende dens existens, skjød han sig under, at
erklæringen af inspektøren var tilbagekaldt; den forelaa
saaledes ikke, og telegrafdirektøren havde derfor ingen
adgang til at fremlægge den; men inspektøren havde
frie hænder til «paa eget ansvar» at gjøre med sin
oprindelige erklæring, hvad han vilde. Vi henvendte
os da til inspektøren, som paa forespørgsel erklærede
sig fuldt villig til at lade erklæringen offentliggjøre,
under forbehold af telegrafdirektørens samtykke. Ad
gangen til offentliggjørrelse stod altsaa paa telegraf
direktørens samtykke; men saadant samtykke var telegraf
direktøren ikke ai formaa til ai give.
Sagen foranledigede en debat i storthinget, hvor
under der blev udtalt forundring over, at inspektøren
i Kristiania ikke var blevet afæsket erklæring i sagen.
Om aarsagerne til, at den nævnte inspektør ikke var
adspurgt, leverede da sagens ordfører paa telegraf
direktørens vegne en redegjørelse, der hang sammen
som tørt sand; og under den fortsatte debat blev
der specielt lagt vægt paa, at udtalelse burde ind
hentes fra Kristiania inspektør som den, der «formentlig
skulde have det mest indgaaende kjendskab til dens
(Bergensliniens) kapacitet», og det blev derhos præci
seret, «at der fra de hold, der maatte kunne give
oplysning og udredning af dette forhold, bliver bragt
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
