Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. 18. november 1905 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elektroteknisk Tidsskrift
— Telefon- og Telegraf-Tidende
KRISTIANIA 18. NOVEMBER 1905. 18. AARG.
N°: 32.
Udkommer 3 gange maanedlig til en pris af kr. 5.00 aarlig, iberegnet postporto. Udenfor Skandinavien kr. 8.00. Betalingen erlægges
forskudsvis. — Abonnement kan tegnes paa alle postanstalter, i bogladerne og i expeditionen, Munkedamsveien no. 80. —Telefon 1605. —
Indenlandske avertissementer betales med 20 øre pr. petitlinie; paa Iste side 40 øre. Udenlandske resp. 25 og 50 øre.
Indhold :
Elektrometallurgisk fremstilling af jern. — Norske elektricitetsværkers förening. — Forskrifterne for elektriske anlæg. — Elektrisk
belysning af jernbanestalioner. — Metalmarkedet. — Telefonstatistik. — Telegraffunktionærernes förening i Kristiania. — Telegraf
væsenets anlægsbudget 1906—1907. — Rigstelegrafens pessonale.
Elektrometallurgisk (O) af luften kommer forbrændingen tilgode, resten
(N) er kun unyttig stof at opvarme, hvorfor nytte
effekten af saadanne varmekilder er særdeles lav.
Man regner f. ex. for en smedeesse 2 å 3 pct. nytte
effekt, almindelig digelovn ca. 5 pct., medens den ved
den allerbedste S. M. ovne siges at være dreven op
til 18 — 20 pct. ved de fuldkomneste, moderne konstruk
tioner og kostbare regeneratorer.
fremstilling’ af jern.
Udnyttelse af vore vandfald.
Foredrag i Polyteknisk förening d. 7de novbr. af ingeniør
Albert Hiorth.
Forsøg med elektrisk smeltning resp. ferskning af
jern og andre malrae foretoges allerede i 1815 af
kemikeren Pepys, der fremstillede jerntraad i for
bindelse med diamantstøv.
Der maa videre ved sammenligning mellem al
mindelige fyringer med den elektriske ovn vel erindres,
at i denne senere opstaar varmen i og ved selve det
materiale, der skal ophedes, medens i de førstnævnte
skal opvarmningen ske ved bestrygningen af en glødende
gas af megen liden varmecapacitet. Saaledes kan i
1 dm.3 (ca. 7 kg.) af den elektriske ovns metalbad
direkte optages (udvikles) fra den elektriske energi
ca. 2700 cal., ved ophedningen fra o° til 1 800°,
medens 1 dm. 3 af S, M. ovnenes varmekilde — de
hede fyrgasser — kun veier 0.20 og kan desuden ved
samme opvarmning kun optage en fjerdedel saamangecal.
Forholdet mellem de 2 rums (milieus) varmekoncentra
tion bliver da 1/10 000 (efter Gin).
Lignende forsøg i større skala foretoges af kemi
keren A. Wall i 1843, senere i 1853 af Watson og
Rosser, men saa kom der en næsten 20-aarig pause
i disse forsøg indtil William Siemens konstruerede sin
elektriske digel i 70-aarene.
10 aar senere optoges spørgsmaalet af de Laval,
Tausig, Wikstrøm og endelig i de allerseneste 6—8
aar af Kjellin, Stassano, Heroult, Keller og Gin.
I 1903 nedsatte den kanadiske regjering en
kommission til udredelse af sagen. Medlemmer af
denne kommission har besøgt alle de igangværende
værker for elektrisk fremstilling af jern og staal, og
har fremlagt en rapport, fra hvilken tallene og andre
opgaver i nærværende er tagne.
Heraf følger direkte, at alle dimensioner bliver
relativt formindsket og herved varmetabene saavelsom
lednings- og straalningstabene i samme forhold for
mindsket ved den elektriske varmekilde.
Uen nuværende tekniske fremstilling ad elektrisk
vei af jern er bygget direkte paa den klassiske mas
ovnsmethode, idet den stærkt- ophedede jernmalm (til
sat med slagmateriale) udsættes for reducerende ind
virkning af kul (resp. CO).
Regnet fra en nytteeffekt saa høit som 20 pct. vil
man af 1 kg. almindelige (fugtige) Kul ä 7 500 cal.
netto faa
7 500 X! 20/100 = 1 500 cal. pr. kg. kul.
Forskjellen er kun den, at det ved raasovnen til
ophedningen fornødigede kvantum kul i dette fald
lilveiebringes ved elektriske strømme af stor intensitet
(10—30 000 amp. og 50—70 volt), der ved sin strøm
ning gjennem chargen opheder denne til den for reduk
tionen nødvendige temperatur.
Spørgsmaalet bliver nu, om de elektriske cal. fra
vore norske «hvide kul» kan bringes til at ækvivalere
dette tal i pris, naar kulprisen sættes til et rimeligt
gjennemsnit.
1 hk. å 75 sek. kgm. = 735 watt, og sætter
man varmens mekaniske arbeidsækvivalent til 425, saa
sees, at 1 elektrisk hk.-time kan omsættes (theoretisk) i
75 X 3600/425 = 635.3 cal.
Spørgsmaalet om økonomisk fremstilling af jern
ad elektrisk vei bliver da i virkeligheden (forudsat at
malmen kan skaffes til ligesaa billig pris som ved
masovnene), om det for smeltningen nødvendige antal
kalorier kan fremstilles ad elektrisk vei til samme pris
som ved forbrændingen af masovnscokes (cinders).
Ved denne sammenligning maa vel erindres, hvilken
uøkonomisk proces en forbrænding af kul i luft i
almindelighed er, idet som bekjendt kun ca. 2 1 vol. pct.
Herfrå raaa regnes tabet af varme ved straaling
og ledning gjennem ovnens samtlige vægge.
Disse tab kan ved hensigtsrnæssig konstruktion af
ovnene bringes meget lavt ned.
En af de største autoriteter paa dette omraade,
sir Lowthian Bell, regner for masovne 4 pct, samt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
