Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 7. januar 1919 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som vist i figuren, danner de 3 elektroder
sammen med den mellemliggende isolation en pyramide
med spidsen ned. Luften blir nu presset ind nedenfra
med en saadan styrke, at det for øiet ser ut som pyra
miden er fyldt av en flamme. . Der er altsaa intet
magnetfelt, der trækker flammen ut, som ved Birkeland-
Eydes eller Moscickis ovne. Luftstrømmen har her
den samme effekt.
I en enfaseovn vil strømkurven passere nul 2 ganger
og ha maksimum 2 ganger pr. periode, hvilket betyr,
at flammen stadig reiser sig og brytes. Da nu luften
blaases ind med konstant styrke, vil kun en forholdsvis
ringe del av denne komme i den intime kontakt med
flammen, der er nødvendig for at danne NO.
Hvis man derimot betragter en trefaset strømkurve,
saa ser man straks, at der altid er strøm — en flamme
-— i ovnen, da energien iet trefasesystem er i hvert
fald tilnærmet konstant, mens den varierer fra o til
maksimum i et enfasesystem.
Dette gjør selvfølgelig, at koncentrationen av NO i
den gas, som forlater ovnen, blir høi sammenlignet
med i enfaseovne, og koncentrationen spiller jo en stor
rolle for anlægget, da størrelsen av de kostbare syre
taarne bl. a. avhænger av denne.
De fleste moderne vekselstrømkraftstationer generer
kraften i form av trefasestrøm og ay velkjendte grunde
er det ønskelig paa et trefasenet ogsaa at ha en be
lastning i form av trefasenheter. Mange av de ube
kvemmeligheter man har med enfase — istedenfor
trefasemotorer vil ogsaa optræ ved ovne, f. eks. balan
cering av faserne, og trefaseovnen gir ingen vanske
lighet i saa henseende, idet den selvfølgelig arbeider
som en enhet og faserne balancerer sig seiv automatisk.
De 3 faser hjælper alle til at vedlikeholde hverandre,
og man vil Ande, at naar elektroderne med vilje blir
sat saa, at der er en ubalance tildstede, saa er der
en bestræbelse til at utjevne dette ved at brænde bort
de punkter, der foraarsager ubalancen.
Et andet hovedtræk er, at man ikke behøver at
nærme elektroderne til hinanden for at faa ovnen
startet, som man maa gjøre ved andre ovne. Kon
struktionen blir herved enklere, isolationen lettere,
samtidig som man kan formindske den foran ovnen
koblede reaktans betragtelig. Det sidste gode er vel
ikke det mindste, idet derved cos cp blir større. Op
gaven for den reaktans, der anvendes ved enfaseovne,
kan deles i to: En del brukes for at stabilisere flam
men under drift og en del for startningen og justering
av elektroderne. Den sidste del kan for Kilburn Scotts
ovn helt sløifes, og en del av den første part kan ogsaa
sløifes paa grund av den foran nævnte automatiske
stabilisering av faserne. For startningen anvendes en
hjælpe-elektrode, der er anbragt paa mundstykket for
lufttilførselen ved toppen av pyramiden, altsaa mellem
de 3 hovedelektroder. Hjælpeelektroden, der bare be
staar av en traad, tilføres høispændt strøm fra hoved
strømkredsen.
Ved startning kobles hjælpeelektroden ind, og man
faar en gnist mellem denne og hovedelektroderne,
hvorved luften blir ionisert og en bro slaat for hoved
strømmen, og naar saa denne slaaes paa, startes flammen,
uten at man behøver at bevæge elektroderne. Hjælpe
elektroden er indkoblet hele tiden, da det viser sig,
at ovnen arbeider støere da, samtidig som virknings
graden er bedre. Ved at bryte luftens motstand paa
denne maate, opnaar man ogsaa at undgaa den til
synelatende induktive effekt, man f. eks. har i en
Schønherrs ovn, hvor motstanden er større, før flam
men har opnaadd at bli staaende, i motsætning til
f. eks. Birkeland-Eydes ovn, hvor man har en tilsyne
ladende capacitiv effekt paa grund av den økede mot
stand, eftersom flammeskiven utvider sig.
Som bekjendt gaar i enkelte av de hittil brukte
typer optil 50 pct. av den ovnen tilførte energi tapt
paa grund av utstraalingstap og tap, foraarsaget ved
kjøling av elektrodene. Radiationstapet varierer direkte
med arealet av væggene — samme temperatur forutsat
— og elektrodetapet varierer med antallet og størrelsen
av elektroderne, samme specifike strømstyrke forutsat.
Da nu en trefaseflammes kapacitet varierer med
3 dje potens — det vil si fordobjes ovnens dimensioner,
faar man teoretisk en ovn med 8 ganger saa stor
kapacitet — ser man, at en trefaseovn er mindre end
en enfaseovn av samme kapacitet.
Det mindste antal elektroder en ovn kan ha er 2.
Kilburn Scott’s ovn har 3. Tar man nu f. eks. 3
enfaseovne paa 1060 kW. som en enhet og en trefaseovn
paa 3000 kVV., vil den første enhet ha 6 elektroder
mot den sidstes 3, samtidig som den førstes vægareal
er større end den sidstes. Følgelig har en trefaseovn
mindre tap end et tilsvarende aggregat av 3 enfase
ovne. Herav følger ogsaa, at der i en trefaseovns
reaktionskammer vil herske en relativ høiere tempe-
rø-
No. 1, 1919 ELEKTROT EKNISK TIDSSKRIFT 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
