Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 5. mars 1921 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15*21, No. 7
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
er 2 timer. Som prøvespænding bibeholdtes for den
mindste type (50 kV) det dobbelte av normalspændingen
(100 kV), saaledes som det var almindelig ved de
tidligere kortvarige prøver. For de større typer blev
prøvespændingen satt lavere for at undgaa en skadelig
overbelastning av materialet ved prøven. Den blev
derfor satt til 180 kV for iiokV isolatorer, generelt
til 4/a av normalspændingen -f- 33 Va kV. Hvert 15de
minut blir spændingen slaat av en liten stund for at
kunde trække ut termometeret og foreta avlæsning.
Den tillatelige temperaturstigning i løpet av 2 timers
prøvetid blev paa grundlag av erfaringer fastsat til
io°C. for de mindre typer (indtil 80 kV) og til 15° C.
for de større (110 og 150 kV).
desuten paa undgaaelse av grove utætheter mellem ma
terialets lag, hvilket skaper nye veie paa overflaten.
Anderledes ligger saken ved gjennemføringsisolatorerne.
Her kan paakjendingen ved det egentlige gjennemfø
ringssted bli saa høi, at tåpene i dielektrikum begrænser
isolatorens varighet.
I de første fabrikationsaar blev disse gjennemførings
isolatorer, saaledes som man var vant til ved porcellan
isolatorer, kun utsatt for en prøvespænding lik omtrent
dobbelt normal spænding i et eller flere minutter. Hvis
der ved denne spænding ikke indtraadte noget over- eller
gjennemslag, var man tilfreds. Ved denne prøvning
blev praktisk kun paavist, at overflateisolationen var
tilstrækkelig. Hvad der foregik i isolatorens indre
Da de skadelige tap saagodtsom aldrig sitter i
presstykket, men i det meget høiere paakjendte bitu
barør, blir dette allerede som halvfabrikat prøvet paa
opvarmning. For at undgaa glidefunker anvendes
derved som ydre elektrode en blikcylinder med avrun
dede rænder, og denne er skilt fra det rør, som skal
prøves, ved en bitubacylinder med omtrent 5 mm.
vægtykkelse. Som prøvespænding blir der paasatt en
spænding av 75% av prøvespændingen for den fær
dige isolator. Forøvrig blir prøvningen gjennemført
nøiagtig paa samme maate som opvarmningsprøven for
den færdige isolator.
Denne prøvningsmetode, som nu er blit anvendt
i omtrent et aar, har i denne tid vist sig fuldt ut
hensigtssvarende. Mens det ved gjennemføringsisola
torer fra tidligere fabrikationsperioder, som ikke blev
prøvet efter denne metode, ikke sjelden forekom,
at en isolator efter kortere eller længere driftstid slog
igjennem med eksplosionsartige företeelser, saa er dette
efter opvarmningsprøvens indførelse ikke forekommet
mere. Til gjengjæld var rigtignok i den første tid
efter denne prøves indførelse den procentsats isolatorer,
som ved prøvningen maatte skilles ut som übrukbare,
meget høi (indtil 50%). Først litt efter litt, efterat
man var blit klar over de ovenfor anførte fordringer
som maa stilles til raamaterialet, lykkedes det at faa
skrap-procenten væsentlig ned.
forblev derimot fuldstændig upaaagtet. Driftserfarin
gerne førte til nødvendigheten av at komplettere disse
prøvningsmetoder.
Forstyrrelser som optraadte ved saadanne gjennem
føringer, førte altid til dén slutning, at materialet maatte
ha været sterkt opvarmet. Det forekom f. eks. at en
isolator sprang i to deler under utstøtning a*v dampskyer,
eller at man paa en isolator som var brændt igjennem
ogsaa kunde konstatere spor av begyndende forkulning
i nogen avstand fra gjennemslagsstedet. Det laa
derfor nær at utstrække isolatorenes prøvning til et læn
gere tidsrum og derved iagtta opvarmningen. Natur
ligvis kunde der herved ikke være magtpaaliggende at
efterligne driftsmæssige avkjølingforhold saa nøiagtigsom
mulig, men derimot at fastlægge prøvningens art saa
ledes, at en temperaturmaaling blev mulig paa et hvil
ketsomhelst sted i isolatorens indre, en maaling som
gav et korrekt og naarsomhelst reproducerbart resultat
og saaledes tillot en sammenligning mellem forskjellige
enkeltstykker av samme konstruktion. Opvarmningsprø
ver blev derfor, efterat man hadde prøvet sig frem
noget, fastlagt saaledes: Gjennemføringsrøret for den
isolator, som skal prøves, blir lukket oventil og neden
til. I rørets indre blir der ophængt et termometer,
hvis kule kommer til at hænge omtrent midt paa iso
latoren. Derpaa blir isolatoren satt under prøvespæn-.
ding, hvorunder flensen saavit mulig skal være jordet,
hvis prøveindretningerne tillåter det. Prøvens varighet
De erfaringer, som er gjort i drift og ved disse
prøvninger, berettiger til den antagelse, at de tap, som
foraarsaker isolatorenes opvarmning, hovedsagelig kan
tilbakeføres til indesluttet fugtighet eller iblanding av
frie phenoler eller til forurensninger av ammoniak og
lignende. Fugtigheten, som kommer ind i raamaterialet
med opløsningsmidlet eller blir spaltet av ved bind
ningen, kan man i almindelighet bli kvit ved eftertørk
ningen. Det samme gjælder ogsaa for phenol-iblandin
gerne. Derimot er det hittil ikke lykkedes at gjøre
et produkt, til hvis fremstilling der var benyttet sterkt
forurenset bakelit, brukbart ved en eller anden efterbe
handling.
Et karakteristisk kjendemerke paa om det færdige
fabrikat er fri for forurensninger og godt gjennem
tørket, altsaa befriet for alle flygtige bestanddele, er
ogsaa lugten. Gode bakelit-fabrikata er næsten lugtfri,
mens mindre værdifulde fabrikata kjendetegnes ved en
gjennemtrængende lugt av forskjellige phenoler eller
av ammoniak. Desværre er alle lugtiagttagelser saa
avhængig av iagttagelsens person, ja endog ved samme
Fig. 4. Tørkeovn.
56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
