Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. 6. december 1922 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Telefonoverdrag eller telefonforsterkere.
Av overingeniør M. L. Kristiansen. M.N.I.F.
B — A- e~ 2t3/
Taleoverføringen
2,5 meget god,
3,5 god,
4,8 den praktiske grænse for at kunne opfatte talen.
1922, No. 34
ELEKTROTEKNISK TIDSSKRIFT
temmelig ufølsomt for meget svake strømme, kom det
ikke til anvendelse i nogen større utstrækning.
Efteråt Graham Bells opfindelse av telefonen var
tat i det praktiske livs tjeneste, meldte der sig meget
snart krav paa at kunne telefonere paa likesaa lange
avstande som de hvorover der telegraferes.
Det vil her føre for langt at gjennemgaa endog
de mere bemerkelsesværdige forsøk paa opgavens løs
ning, før opfindelsen av de saakaldte termoioniske
vakuumrør eller kathoderør fandt sted. Nævnes bør
imidlertid det av den engelske telefoningeniør S. G.
Brown konstruerte mekaniske telefonrelæ, hvis virke
maate berodde paa det princip, at spændingsfaldet
ved gnistdannelsen ved meget smaa elektrodeavstande
varierer ganske sterk for den mindste variation av
avstanden mellem elektroderne. Videre konstruerte
H. E. Shreeve, ingeniør ved Bell Telephone Co. i
Amerika, et mekanisk telefonrelæ, der var i praktisk
bruk paa flere langlinjer i Amerika, men nogen helt
tilfredsstillende løsning var endnu ikke fundet. Hvad
der senere er utført paa dette omraade beviser paa
en meget interessant maate samhørigheten mellem fysik
og teknik, og det resultat, som nu er opnaadd —
nemlig et praktisk talt ideelt telefonoverdrag, der
muliggjør telefonering paa de længste avstande — kan
føres tilbake til elektroneteorien og atomforskningens
sidste erobringer. Resultatet hænger forøvrig meget
nøie sammen med den utvikling som den traadløse
telegrafi og telefoni har undergaat i de sidste aar.
Man gjorde imidlertid snart den erfaring, at række
vidden ikke kunde økes i nogen nævneværdig grad
alene ved at forbedre sender- og mottagerapparaterne,
idet det er ledningens dæmpende egenskaper der
sætter grænsen for taleavstanden. Den av et almin
delig centralbatteritelefonapparat angivne energi er kun
nogle hundredels watt, og da de almindelige mottager
apparater trænger en ankommende energiraængde av
nogle milliwatt, bør ledningen ikke redncere den av
sendte energi til mindre end 1/so.
Som bekjendt avtar energien langs ledningen efter
en exponentialfunktion saaledes at hvis A er den
avsendte energi, B den mottagne energi, / linjens
længde — er:
hvor (i er dæmpningskonstanten pr. km. ledning.
Produktet /?/ er i telefontekniken et maal for taleover
føringens godhet, og paa telefon- og telegrafingeniør
kongressen i Paris 1910 opstilledes følgende forhold
mellem /?/ og taleoverføringens godhet for luftledninger
av kobber og almindelige apparater direkte tilknyttet
langlinjen;
I 1884 foreviste Edison paa utstillingen i Phila
delphia en opdagelse som han var kourmet over under
arbeidet med den elektriske glødelampe. Han anbragte
en liten isolert metalplate mellem en bøiet glødelraad
i en kultraadlampe. Naar glødetraaden blev gjort
glødende, viste et galvanometer indkoblet mellem
metalplaten og glødetraadens negative ende ingen strøm.
Med galvanometret mellem plate og glødetraadens
positive ende viste galvanometret en strøm paa 2 å 3
milliamp. i retning glødetraad—plate. Nogen egentlig
forklaring av fænomenet fik man ikke før i 1899, da
den engelske professor J. J. Thomson paaviste, at
strømmens gang mellem glødetraaden og platen skyld
tes utsendelsen av negative elektroner fra glødetraaden.
Ifølge denne teori er de med negativ elektricitet ladede
elektroner bærere av strømmen, og fænomenet forklares
saaledes, at alle glødende legemer av metal eller kul
utstraaler elektroner i et forhold som avhænger av den
omgivende gasarts natur og tryk og av det i rummet
eksisterende elektriske felt.
Det bemerkes at med /?/ — 2,5 mottar høreappa
ratet kun omkring T^ö av avsenderenergien.
Konstruktionen av telefonoverdrag blev derfor
meget snart en tillokkende opgav for opfindere. Ifølge
McMean & Miller: »Telephony« skal en amerikansk
rikmand Charles Glidden i sin tid ha opstillet en
præmie paa r million dollars for et brukbart telefon
overdrag.
Et av de første forsøk paa opgavens løsning be
stod i en anordning av en telefon og en mikrofon
med membranerne tæt mot hinanden. Dette apparat
blev ved hjælp av en transformator indskudt i telefon
ledningen. Den til telefonen ankommende tale satte
dennes membran i svingninger. Disse bragte den i
nærheten anbragte mikrofons membran i lignende
svingninger. De derved frembragte strømvariationer i
mikrofonkredsen inducerte da gjennem transformatoren
forsterkede strømme i telefonledningen. En avgjørende
betingelse er her, at telefonen anbringes nøiagtig i
ledningens elektriske midtpunkt. Sker ikke dette, op
staar der en reaktiv virkning i apparatet, der frem
bringer en syngen eller pipning, der kan bli saa sterk,
at det hele blir ubrukelig. Da apparatet forøvrig var
Er der intet positivt ladet legeme i glødetraadens
nærhet, vil de fra traaden utstraalte elektroner gaa
tilbake til denne. Befinder et positivt ladet legeme
sig i nærheten av glødetraaden, tiltrækkes de utstraalte
elektroner av den positive ladning og optas av denne.
Ved elektronernes gang gjennem rummet opstaar saa
ledes en strøm i retning fra katoden (glødetraaden)
til den positiv ladede anode (platen). Strømmen kal
des en termoionisk strøm. Strømmen vokser med
voksende plate-potential indtil et visst punkt, hvorefter
yderligere potentialforhøielse ikke forøker strømmen.
272
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
