Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 15. Wolgas Lavlande. — Armenierne i Astrakan. — Jurte-Tartarerne. — Astrakanske Kosakker. — Kalmuker. — Et Besøg hos en Kalmukfyrstinde. — Kalmukisk Gudetempel. — Hesteveddeløb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vedsageligen burde have givet Agt paa; der gives nemlig i Wolgasteppen
endeel vilde Kornvæxter, der kun ere lidet bekjendte, medens
fremmede og udenlandske Planter ikke noksom kuune udbasunes. Man
gjør sig al mulig Umage for at opelske deslige Væxter, men man
bryder sig aldeles ikke om dem, der ere indenlandske, og som rigtigt
dyrkede, i disse Egne fuldkomment kunde erstatte baade Rug og Byg
og Kartofler.
Agerbrug, som en selvstændig og væsentlig Næringsgreen, finder
ikke Sted i Wolgalavlandet. Det drives kun paa Øerne i
Wolga, ligeved dens Bredder, ved Sarpa og ved Useen; men det er
i det Hele taget ikke af stor Betydenhed; Egnene kunne ikke
brødføde sig selv og maae have Tilførsel.
Paa Wolgastepperne er der altsaa hverken Vand, Træ eller
Agerbrug, og dog have de fra Arilds Tid af været nomadiserende
Folkestammers Hjem. Det Spørgsmaal paatrænger sig derfor ganske
naturligt; hvorledes leve disse Mennesker? Hvoraf ernære de sig?
Hvilke Sysler staae i Samklang med deres tilvante Livsforholde?
Trods sin sandede og saltholdige Jordbund, er den omhandlede
Steppe dog riig paa Planter, der afgive godt Foder for de Dyr,
som dertil ere vante. Nomadernes udelukkende Syssel er derfor Qvægdrift.
Sand- og Saltegnene have derhos i visse Henseender deres
Værdi; Saltet mildner det grove Steppefoder, og gjør det magre
Græs mere nærende for Qvæget, og Sandet yder ved sine
Flyvesands Høie Qvæget Ly og Læ mod Storm og Sneefog, og er
desuden et sikkert Tegn paa underjordisk Vandforraad.
Da der som sagt er Mangel paa rindende Vand, faae Nomaderne
det Vand de bruge til deres Qvæg af kunstige Brønde, der
deels have bestaaet fra ældgammel Tid, og deels, jevnligt graves.
Disse Brønde, eller som den simple Mand rigtigere kalder dem,
„Skærp“, er intet andet end Huller, der udgraves indtil man
træffer en Vandaare, der tilstrækkeligt fylder Hullet; steensættes Hullet
eller udfores det med Træ, saa faaer det Navn af „Brønd“. Hvor
Qvæget vandes, træffer man ofte en halv Snees stige Brønde paa
en Plet, da en enkelt ikke vilde være stor nok til en heel Hjord.
Vandet er stundom bittert, stundom lidt salt, men som oftest
uden Smag og flaut. Nomaden drikker forøvrigt selv aldrig dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
