- Project Runeberg -  Den europæiske litteratur i kulturhistoriske billeder /
117

(1896) [MARC] Author: Erik Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

131 rom. under augustus.

ioi

selv om jeg eiede hundrede munde og hundrede tunger,
nei aldrig kunde jeg faa det udsagt!« . . Intet under,
at han efter alle sine gjennemstandne lidelser har faaet
et »haar, hvidt som en svaneving’«.

»Men hvorfor er jeg biet forvist til saa vilde og
fjerne egne og hvorfor lider jeg alle disse kvaler?«
spørger han. »Fordi jeg har havt øine, og fordi jeg
kom til at være det ufrivillige vidne til en andens
forbrydelse. Det er vanskeligt og det vilde være uklogt
at fortælle, hvorledes det hele gik for sig; jeg gyser
bare ved tanken derpaa«. Yttringer i hans første brev
tyder hen paa, at det ikke alene var keiserens vrede,
han havde vakt, men »alle de guddommelige personers«,
som boede i hans palads. Det vil da sige hoffets og
maaske først og fremst Livias mishag.

I de mest uværdige bønfaldelser og smigrerier
graater og sukker og jamrer og tigger han Augustus
om naade og tilgivelse. Der er næsten ikke et brev,
uden at han perser taarer frem i denne anledning. Han
minder om den hyldest, han i sine værker altid har
rettet til majestæten. Han søger at undskylde sig med,
at det var »uafvidende, at Acteon saa’ den nøgne
Diana«. »O hersker!« ynker han sig. »Du, som er
saa eftergivende, spar mig, giv mig fri!« Han kalder
keiserens slægt for »udsprungen af et guddommeligt
skjød«, Augustus er intet mindre end selve Jupiter. Han
retter den tilsyneladende tvilsomme kompliment til ham,
at han alene er værdig en saa ophøiet gemalinde som
Livia. Han velsigner keiserens søn og ønsker, at han
maa blive sin ærværdige og høihellige faders støtte og
hjælp i alderdommen. Han lader blikket glide videre
frem i slægten og han ser i hans sønnesønner »unge
og herlige himmelstjerner«.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 23:16:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/eurilitt/0131.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free