Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
REN AISSAN CENS MÆND. 312
Ved en korsvei umiddelbart foran Toledobroen tog
digteren afsked med studenten. Han blev siddende et
øieblik og se efter den unge mand, der humpede afsted
paa sit æsel, og der steg en følelse op i ham af dybt
vemod over snart at maatte skilles med livet Han
vinkede med haanden efter ham: »Adiø, aandrigheder!
Adiø, ironi! Adiø, alle glade venner! Jeg rider ind i
døden. Maatte jeg se Jer lykkelige i et andet
liv! . . .«
Saa sporede han sin hest og drog ind gjennem
Madrids porte.
Et par uger efter — den 23. april 1616 — sov
han stille og rolig hen i sin bolig i Esquivias. Og
stille og rolig jordedes han paa den lille kirkegaard
derude ved den lille landsby. Hans grav glemtes af
samtiden og er senere ikke gjenfunden.
Som han var ensom og forladt i livet, saaledes
var han ensom og forladt i døden.
Han var en kriger i al sin færd — en menig kriger
i sit liv som i sin digtning.
Og hvad mere er: han var en uforfærdet kriger
med den spanske adelsmands grandezzafølelse under
kappen. Uafhængig af sin samtid og urokkelig tro
mod sig selv — slig var han, en ærlig aandens soldat,
Miguel de Cervantes y Saavedral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
