Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET ATTENDE AARHUNDREDE. 437,
Oprøret blusser i Figaro. Han haaner den gamle
ufrihed. »Forudsat at jeg ikke i mine skrifter« —
Figaro har forhen forsøgt sig i det litterære haandværk
— »ikke taler om autoriteterne,« siger han, »og heller
ikke om kirke eller politi eller moral eller embedsmænd
eller de krediterede stænder og hellerikke om opera,
theater eller om nogen, som nyder anseelse i samfundet,
saa kan jeg, overvaaget af tre, fire censorer, frit trykke,
hvad jeg vil.«
I sin berømte monolog i første akt spotter han
adelen i følgende ord: »Fordi De, hr. greve, er en
stor seigneur, saa anser De Dem for et stort genil
Adel, formue, rang, stilling, gjør indbildsk. Hvad har
De egentlig gjort for at opnaa al den herlighed? De
har gjort Dem den uleilighed at blive født, hverken
mere eller mindre: forøvrigt er De et ganske ordinært
menneske. For pokker! Jeg derimod, som er dukket
op af folkedybet, har bare for at leve maattet anvende
flere evner og udvikle mere beregning, end der
behøves for at regjere over hele kongeriger!« I denne
lystig respektløse tone persifleredes det hele gamle
samfund — og da tæppet faldt stod greven i en
latterlighedens glorie, mens theatrets vægge drønede af
bifaldsbrag og jubel.
Tidens høie selskab følte sig dømt — paa en
spirituel maade dømt — af den forslagne Figaro. Men
det anede rigtignok ikke, at denne tjener om faa aar
skulde opkaste sig til herre og ogsaa fuldbyrde
dommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
